Messe bød på romkugler og gode argumenter
Bager og Byg var blandt de mere end 60 stande ved den årlige Uddannelse- og Erhvervsmesse i Rønde Idrætscenter
Frivillige i Rotary Rosenholm og Rønde – og i år også Ebeltoft – var trukket i arbejdstøjet for at stable endnu en messe på benene.
Overskuddet fra standudlejning og sponsorater går i år til det kommende børne- og ungehospice i Rønde Idrætscenter.
Det skete bare ikke
I et hjørne af hallen havde XL-BYG Ryomgård og Strandvejens Konditori fra Ebeltoft taget plads ved siden af hinanden.
Fælles for dem er, at de har store udfordringer med at tiltrække ung arbejdskraft.
”Mange unge tænker måske mest på uddannelse, og vi vil rigtig gerne være synlige for dem også,” siger HR-chef for de ti byggemarkeder i Vorup gruppen, Sabine Mogensen.
”Der er meget mere i et job ved os, end mange unge nok umiddelbart tror. Og vi tager ansvar for alle – uanset hudfarve eller en dårlig arm.”
Det sidste kan Simon Westmark fra Grenaa bekræfte efter nu at have været i lære i Ryomgård i et år.
”Jeg vil gerne både sælge og hjælpe,” fortæller han.
Simon har nedsat funktion i højre arm og forsøger på ingen måde at skjule på det.
”Det betyder meget for mig, at jeg er accepteret af både kollegaer og kunder.”
Medfølelse bryder han sig faktisk slet ikke om.
Heller ikke da en kunde en dag gav ham 50 kroner – på grund af armen. ”Det her skete bare ikke,” tænkte jeg.
Fritidsjob Syddjurs
Ved siden af fortæller indehaver at Strandvejens Konditori i Ebeltoft, Kirsa Therkildsen, at hun for cirka to år siden måtte ansætte en svend, da ingen ville i lære.
”Kommer den rigtige unge i dag, har jeg også lærepladsen,” siger Kirsa.
”Jeg håber desuden at møde nogle lærere, så jeg kan minde dem på, at der også findes bagere.” Og så er et stativ med gratis romkugler slet ikke så tosset til at få opmærksomhed.
SSP koordinator i Syddjurs, Heine Skovbak Iversen, kender rigtig mange unge, hvoraf en del måske på sigt kunne være interessante for byggemarkedet eller bageren.
”Da jeg så messeannoncen, var det anledningen til at gøre en tanke til virkelighed,” fortæller han.
I den spritnye Facebook gruppe ”fritidsjob syddjurs” kan butikker og virksomheder søge ungarbejdere.
”Nogle unge er bare bedre som mekaniker eller tømrer, end til at være en af de mange ungemedarbejdere bag kassen. Et godt fritidsjob kan være meget afgørende for den unge, ikke mindst hvis det med skolen ikke lige fungerer så godt.”
Heine Skovbak Iversenss vigtigste mission på messen er at gøre arbejdsgiverne opmærksomme på det nye tilbud.
”Men også for en skole er det måske godt at kunne hjælpe en ung med at finde et fritidsjob.”
Lokes romkugler
Loke fra Marienhoffskolen i Ryomgård har fået øje på bagerens romkuglerne. Han går i 8. klasse.
”Jeg ved ikke, hvad jeg vil være,” lyder det ud gennem romkuglen.
Anette Bruun erkender, at det nok mest er hende, der har fået Loke med til messen.
”Vi stikker fingeren i jorden. Det er godt både at fornemme og snuse lidt til de mange muligheder.”