Fortsæt til indhold

Trend: Der mangler flere seniorboliger i Hornslet

Hornslet Seniorer og LOKALmægleren vil have kortlagt omfanget på informationsmøde på Rosengården

Samfund
Lars Norman Thomsen

HORNSLET Friske undersøgelser fra SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd - viser, at flere end 80.000 ældre overvejer at flytte i seniorbofællesskab. Udfordringen er, at der er mangel på seniorbofællesskaber. I dag er der 7.000 boliger i nuværende seniorbofællesskaber, og der står ca. 8.400 ældre på venteliste.

Derudover vil der i 2040 være 39 pct. flere danskere over 65 år, end der er i dag, viser tal fra Danmarks Statistik.

I Hornslet kan man bekræfte tendensen, fortæller Jette Dalgaard fra LOKALmæglerne.

Sammen med formand for Hornslet Seniorer, Jette Christensen, er Jette Dalgaard blevet enige om at rejse en lokalpolitisk debat om, at der i 2019 er så stort et udækket behov for seniorboliger i området, som for mange seniorer er til genstand for stor bekymring.

Jette Christensen er bosiddende i Hornslet og har siddet i byrådet i den tidligere Rosenholm Kommune.

Jette Dalgaard er indehaver af LOKALmæglerne og uddannet mægler og valuar. Hun deltager aktivt i dialog og inspirationsmøder med bl.a. bæredygtighedsudvalget og erhverv og beskæftigelse i Syddjurs Kommune.

Alternativerne mangler

"I Hornslet bor forholdsvis mange af vores seniorborgere i store villaer fra 60’erne og 70’erne. Ikke fordi de stadig ønsker det, men ofte fordi de ikke vil flytte væk fra området og det netværk, som de har bygget op gennem mange år. Seniorborgerne mangler passende alternative boliger, de kan flytte ind i. Der er helt enkelt ikke tilstrækkeligt med varierede seniorvenlige boligmuligheder i området, de kan benytte sig af," siger Jette Dalgaard.

Behovet kan konstateres hos seniorer, uanset hvilken boligform de har i øjeblikket, men de borgere der i mange år har boet i et stort hus, oplever ofte, at kræfterne stille svigter og vedligeholdelsen og haven kræver mere end de magter. Så hellere få solgt den bolig, som har været rammen om familiens vækst og minder gennem mange år, inden den viser tegn på forfald og mens haven stadig står flot og velplejet.

Jette Dalgaard fortæller, at hun ugentligt får henvendelser fra seniorer, som ønsker at sælge deres bolig, men ikke kan det, på grund af bekymringen for, om de kan finde en passende bolig i området, når huset er solgt.

"De har slået rod her, og vil nødigt flytte bort herfra," siger Jette Dalgaard.

Hun anslår, at der lige nu akut mangler ca. 40 boliger til seniorer, par eller singler, der ønsker en anden boligform, end den de har nu. Hun antager, at der til dette tal skal føjes et vist mørketal (Inden for statistik taler man af og til om mørketal. Det er de hændelser eller personer, som man ikke kender til, og som man derfor ikke kan tage højde for i statistikken, red.)

Møde på Rosengården

Hornslet Seniorer og LOKALmæglerne har i forening derfor besluttet at invitere seniorerne i Hornslet og omegn til et informationsmøde 13. november klokken 15 på Rosengården.

"Mødets formål er en fælles snak om, hvordan fremtidens seniorbolig skal se ud, og samtidig kan vi danne os et bedre overblik over behovets omfang og karakter. Vi håber mange til komme og deltage og bidrage med ideer og tanker," siger Jette Dalgaard.

LOKALmæglerne er allerede i dialog med firmaer, der bygger seniorfællesskaber og som gerne vil bygge i Hornslet.