Tre dage med indendørs fodbold i Åstruphallen
Sport 24 Cup trækker hold til fra store dele af Jylland
GRENAA "Vi vil gerne vise, at der stadig spilles fodbold i Åstrup," siger Johnny Christensen fra Åstrup/Hammelev Fodbold på spørgsmålet, hvorfor der skal spilles indendørs fodbold i Åstruphallen lørdag 23. november og i weekenden efter både lørdag og søndag.
Alle tre dage under samme stævnenavn - Sport 24 Cup. Lørdag 23. november gælder det årgangene U13, U14, U15 og U16, hvor der spilles på store mål med fastmålmand og bagnettet sat fast på målet, som giver mulighed for mange afslutninger - og fårhåbentlig mange mål.
Ugen efter indledes stævnet med U5/6/7 på små baner, mens U8 spiller på håndboldmål, som også bruges dagen efter af U9, U10, U11 og U12.
En krølle på stævnet er, at man også denne gang lørdag 30. november slutter af med seniorrækker, både de seriøse i rækker tiltænkt spillere, som spiller udendørs i rækkerne op til serie II samt U19 Liga 2 og 3 - med en enkelt spiller på højere niveau samt en række for firmahold og sammensatte hold, hvor hyggen er i højsædet.
Johnny Christensen fortæller, at Sport 24 Cup får deltagelse af hold fra hele Djursland, men også længere væk fra som Hobro, Horsens, Esbjerg og Aarhus.
Og når han i indledningen slår på vigtigheden af at vise, at der stadig er gang i fodbolden i Åstrup, så skyldes det, at den tidligere så aktive klub de seneste sæsoner har været ramt af problemer med at stille hold, men Johnny Christensen og nogle stykker mere har givet hinanden håndslag på at gøre en indsats for at rette op på det.
Og en af måderne er så indendørs fodbold over tre stævnedage.