Fortsæt til indhold

Gidseltagning i Norddjurs Kommune

Samfund
Christian Vammen; Hollandsbjergvej 35, 8950 Ørsted

Politikerne i Norddjurs Kommune tager i disse dage beslutning om igangsætning af processen om opstilling af Danmarkshistoriens største landvindmøller. En sådan beslutning burde være et landspolitisk anliggende og ikke en sag for en lille kommune som Norddjurs. Alene igangsætningen af denne proces, vil skabe uro på boligmarkedet for borgere i Voer, Hollandsbjerg, Bode, Grund, Uggelhuse og for borgere i Randers Kommune, som bor langs Randers Fjord mellem Assentoft og Mellerup.

Hvem vil turde investere i en ejendom her, som kan vise sig at være 20 – 30 % mindre værd om to – tre år, hvis Vattenfall får lov til at stille kæmpevindmøller op?

I hele denne sag om Energiaftalen fra 2018, er det vigtigt at holde sig for øje, at skelne klart mellem nationalpolitiske/ kommunalpolitiske interesser. Det burde være sådan, at lokalpolitikere træffer beslutninger, der beskytter og stiller borgerne i kommunen lige.

Det er der på ingen måde tale om i denne sag. Flere politikere har offentlig tilkendegivet, at de ikke støtter opstillingen af kæmpevindmøller i deres lokalområde, og samtidig vil have svært ved at se deres naboer i øjnene, hvis de politisk foretager disse valg. Ingen borgere ønsker at have kæmpevindmøller opstillet i deres baghave, end ikke borgere i Grenaa.

Så hvorfor skal borgere i små lokalsamfund, som i øvrigt fungerer godt og har masser af værdier at byde på, være gidsler i dette spil?

På baggrund af de aktindsigter vi har fået og sagsbehandlingen i den kommunale forvaltning, som er foregået med Vattenfall inden deres endelige ansøgning forelagde, må der i øvrigt stilles spørgsmål til, om kommunen har den faglige, juridiske og økonomiske indsigt til at lægge arm med en multinational virksomhed som Vattenfall.

I flere akter fremgår det desuden, at forvaltningen har forsøgt at ”please” Vattenfall, når de til Vattenfall skriver, at ”i denne sag er det bedre at bruge dette ordvalg i jeres ansøgning”.

Kære politikere: Planer om endnu en havvindmøllepark ud for Djursland, vil være en langt bedre sag at støtte for jer. Så skal der ikke bruges alle de ressourcer i kommunen, som denne sag koster.

Vattenfall har jo de samme muligheder, som andre store virksomheder har, til at ansøge staten om opstilling af havvindmøller. Samtidig har staten og ministeriet de ressourcer det kræves i en sådan forhandling.

Jeg undrer mig også over, hvorfor politikerne ikke deltager meget mere i debatten i medierne, når I på borgermøder siger, at I gerne vil i dialog med borgerne. Det er ikke fair, når hele sagen skal afgøres på lukkede møder i partierne og i udvalg.