Skanderborg fik udfordret overmagten
Ubesejrede Esbjerg var en for stor mundfuld for Skanderborgs damer
HTH Ligaen, 13. runde Team Esbjerg – Skanderborg Håndbold 30-26 (17-13) Mål for Skanderborg: Sofie Alnor 7, Sidsel Mejlvang 5, Celine Holst 3, Sofia Deen 3, Anna Berger Wierzba 2, Stine Kristensen 2, Josefine Thorsted 1, Emma Thatt 1, Sarah Stougaard 1, Stine Holm 1.
På én af landets sværeste udebaner måtte Skanderborgs Ligadamer se sig slået af de forsvarende danske mestre fra Team Esbjerg, som i øvrigt også er ubesejrede i denne sæson, med hæderlige fire mål.
"Vi fik ikke den start, vi havde ønsket, men måske den start vi kunne have forventet. Esbjerg kom buldrende i deres kontrafase, og samtlige af vores fejl blev få sekunder efter straffet i den anden ende. Bagud 5-1 efter bare 6 minutter, fik vi dog sat en prop i deres kontrafase og spillede os stille og rolig ind i kampen. Lidt for mange stolpeskud fra vores side gjorde desværre, at vi ikke endeligt fik lukket hullet. Ærgerligt, da vi faktisk spillede os til fornuftige chancer," siger chefræner, Peter Jagd og tilføjer:
"I 2. halvleg fik vi snerten af en overraskelse ved 17-15. Vi kom desværre ikke tættere på, og selvom vi skabte mange gode chancer i 7 mod 6 mod både 6-0 og 5-1, kunne vi ikke holde Esbjergs scoringer langt nok nede til at tage point herfra."