Klumme: Kirken der forarger

For nylig havde jeg æren af at klippe snoren ved åbningen af Kirkens Korshærs genbrugsbutik, som efter nogle-og-tredive år her i Hadsten har fået nye lokaler. I den forbindelse blev jeg bedt om at sige et par ord.

Det fik mig til at genlæse en af pionererne fra Kirkens Korshærs arbejde her i Danmark, præst og biskop Haldor Hald, som arbejdede med at beskrive den teologi, som Korshæren skulle hvile på. Det blev i 1959 til en lille bog, der fik titlen 'Kirken der forarger'. I bogen tog Haldor Hald et opgør med den udviklingsoptimisme, som prægede samfundet; en tro på, at alt kunne puttes i tabeller og regnes ud, og en ødelæggende fokusering på den gode moral. Heroverfor skulle kirken stå som en modvægt:

"Den kristne kirke har ikke blot noget at give til dem, som kan magte den borgerlige tilværelse, den har noget, et evangelium, et godt budskab til hvert menneske på hvert eneste sted i livet, hvor et menneske kan komme til at stå. Den har også et budskab til dem, der ikke kan bringes tilbage til det normale samfund."

I dag, 60 år senere, råder fokus på det konstante udvikling stadig. Samfundet er ikke altid gearet til dem, der ikke er parate til at forbedre sig eller ikke kan overvinde deres problemer.

Her op imod jul begynder diverse organisationer at uddele såkaldt julehjælp til mennesker, der beder om hjælp. Det være sig gavekort til madvarer eller hjælp til julegaver. Der er også mange sognekirker, der giver julehjælp.

Så begynder diskussionen i medierne som regel: Er det ikke kun medlemmer af Folkekirken, der skal have julehjælp! Er det ikke kun dem, der faktisk fejrer jul, der skal have hjælp! Ja, er det ikke kun danskere – altså kristne danske, der skal have julehjælp!

"Hvem er min næste," spørger en mand Jesus. Ja, hvem er vores ægte næste. Siger kristendommen ikke, at det er alle mennesker?

Haldor Hald mente, at det svar gjorde næstekærligheden for luftig og derfor ikke mulig at praktisere i virkeligheden. Han skrev:

"Afgørelsen af, hvem der er min næste, ligger ikke i min hånd, men i det lidende menneskes hånd. Har han eller hun brug for mig, er jeg dennes næste. Det er ikke mig, der bestemmer, om jeg har lyst til at hjælpe eller ej. Min næste bliver da den, der træder ud af flokken og beder om hjælp. Og jeg bliver hans tjener."

For Haldor Hald er kirken det sted, hvor der skal være plads til alle; hvor dem, der rækker ud og spørger om hjælp, skal hjælpes. Det er både dem, der passer ind og dem, der stikker ved siden af. Det er dem, der er sympatiske eller usympatiske, dem, hvis nød er uforskyldt eller selvforskyldt. Og nej, det passer ikke særlig godt ind i den måde, vi i det omgivende samfund nogle gange er nødt til at kategorisere hinanden på og give afslag på hjælp.

Men fejrer vi ikke alle sammen jul på forskellige vilkår - af forskellige årsager?

Julen er selvfølgelig en kristen højtid, og også en tid for den troende til at bekende det mysterium, at Gud fik et menneskeligt ansigt. Men det budskab har det med at sprede ringe i vandet. Så når det bliver jul, er der noget på spil for os alle – uanset tro og kirkeligt tilhørsforhold.

Julen sætter ligesom vores liv på spidsen og lader os mærke - og vise udadtil - hvordan det så at sige står til. Det kan være hårde betingelser, hvis det ikke står særlig godt til. Derfor rækker folk ud efter hjælp af alle mulige årsager. Om vi så forstår hinandens årsager eller ej. Om det så er til forargelse eller ej.