Fortsæt til indhold

Blomsten & Co. har fundet fodfæste hos Butik Jytte

Nu starter nedrivningen af de gamle lokaler, der tidligere husede Blomsten & Co. og i tidligere tider Holm-P og endnu før Ryomgård Mejeri

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

RYOMGÅRD 30. september 2019 sluttede en epoke i Ryomgård, da Jytte Møller gik ud af døren for sidste gang i Butik Jytte.

Tøjbutikken havde alle dage været forbundet med Jytte Møllers navn, og derfor var chefens afgang også lig med butikkens lukning.

Helle Jensen, mangeårig medarbejder hos Blomsten & Co. er glad for de nye lokaler, hvor butiksarealet er større og mere indbydende

Jytte Møller havde en historie, der gik tilbage til 1992 på stedet.

Lokalerne har dog heldigvis ikke fået lov til at stå tomme, for naboen, Blomsten & Co. og indehaver Tina Madsen, har taget over.

Efter at lokalerne er blevet malet, og Tina Madsen og hendes medarbejdere har fået sig indrettet, er der atter kommet liv ibutikken.

Udkommet er blevet en fin og større butik med mere plads og butiksvinduer ud til gaderne Slotsgade og Jernbanegade.

"Vi er meget tilfredse med indretningen, og den plads som vi har fået. Det giver mulighed for at præsentere vores sortiment på en langt bedre måde for kunderne," siger Helle Jensen, mangeårig medarbejder i Blomsten & Co.

Selv er chefen så småt ved at være klar igen efter veloverstået familieforøgelse.

På fredag inviterer Blomsten & Co. officielt inden for i de nye lokaler. Det bliver ikke med en større reception eller fest, men kun for at fortælle kunderne, at nu er butikken atter kørende i de nye lokaler.

Farvel til det gamle

Blomsten & Co's nuværende lokaler, der i fordums dage var en del af Ryomgård Mejeri, skal væltes i forbindelse med realiseringen af 'Midtbyprojektet' - et boligprojekt, der har været mange år i støbeskeen - som omkranses af gaderne: Vestergade, Markedsgade, Jernbanegade og Slotsgade.

Mandag startede håndværkerne for alvor med at være synlige i Slotsgade.

Efter Lokalavisens oplysninger kommer byggeperioden til at forløbe fra 11. november 2019 til 2. juli 2021.

De kommende 14 dage skal bruges til at lave en sanering af de eksisterende bygninger samtidig med, at byggepladsen gøres klar.

Om cirka to uger starter nedbrydningen af bygningerne, som ventes færdig før juleferien.

Gammel idé

Det er en gammel idé, der nu bliver til virkelighed. Faktisk er det fem år siden, at Ryomgård Distriktsråd som first mover søsatte den strategi, der nu er blevet til virkelighed.

I samarbejdet har også deltaget Aalsrode Tømrerfirma A/S, Syddjurs Kommune, DjursBo, Kuben Management A/S og Archus Arkitektfirma ApS, og naturligvis projektudvikler Søren Melgaard, Rønde, indehaver af Melgaard Ejendomme som ejer de bygninger ud mod Slotsgade, som nu skal jævnes med jorden.

De nye boliger er tegnet af ArcHus Arkitektfirma i Kolind og som rådgivende ingeniør er valgt LB Consult med afdeling i blandt andet Grenaa.

Rækken af underleverandører har således primært været lokale. Entreprisen for djursBO omfatter i øvrigt også to mindre projekter i Kolind, hvor der dels opføres tre blokke i et plan på hver to boenheder på Mejerivej,og dels seks boliger i en blok på to etager på Drasbeksgade.

Byggerierne i Ryomgård og Kolind er en del af et boligprogram, som nu rulles ud over Syddjurs Kommune i samarbejde med djursBO, og som også omfatter byggerier på Carl Th. Dreyersvej i Ebeltoft og Hovedgaden i Rønde.

Byrådet godkendte projekterne endeligt tidligere på året.