Fortsæt til indhold

Julemarked på Friskolen i Hinnerup

Julemarkedet tiltrækker mere end 1.000 gæster i løbet af de to dage

Samfund
Arkiv

Så er der julemarkedet på Friskolen i Hinnerup 23. og 24. november.

"Vi glæder os virkelig meget nu. Vi har været i gang med forberedelserne i flere måneder, og vi er helt sikre på, at markedet igen i år bliver mindst ligeså hyggeligt, som det plejer at være," siger Freja Louise Vogt Christensen, der er forælder på skolen og en del af arrangementsgruppen.

Gennem årene har der udviklet sig mange traditioner omkring julemarkedet, som tiltrækker mere end 1.000 gæster i løbet af de to dage. Et fast indslag er dekorationsværkstedet, hvor børn og andre kreative sjæle har mulighed for lave deres egen juledekoration. Dans om juletræet er også på programmet hvert år. Her går juleorkestret i optog gennem skolen med en hale af børn efter sig. Herefter samles alle ved det store træ, og så står den på dans og sanglege.

Et andet fast indslag ved julemarkedet er den store tombola, hvor lokale erhvervsdrivende igen i år har vist stor opbakning, og der vil derfor være mere end 1.000 gevinster på højkant til de besøgende.

Begge dage er markedet åbnet fra 12 til 16.