Fortsæt til indhold

HHX unge pitchede idéer til ungemiljøet Rampen

HHX Rønde rev en uge ud af kalenderen for at arbejde med 'Events for mere bæredygtighed'

Samfund
Lars Norman Thomsen

HHX eleverne i Rønde rev en uge ud af kalenderen i sidste uge, hvor de unge studerende i samarbejde med ungemiljøet Rampen med base i den nye Maltfabrik i Ebeltoft arbejdede med en overskrift, der hed 'Events for mere bæredygtighed'.

Ugen er en fast årlig begivenhed hos VID Gymnasier, hvorunder HHX Rønde hører. I år lød opgaven således på at komme op med gode ideer til events på Rampen – med henblik på at skabe mere bæredygtighed blandt unge i Syddjurs.

Tirsdag var alle samlet på Kulturloftet på Maltfabrikken, hvor direktør Kristian Krog, Julie Melgaard Smith fra Frontløberne, Anita Søholm, byrådsmedlem i Syddjurs Kommune, formand for Rampen Ida Husted Davidsen samt tidligere formand Maya Husted Davidsen var oplægsholderne, og hvor der var gode muligheder for at se lokationen og samle inspiration til at kunne komme op med de gode idéer.

Som afslutning skulle de unge fredag pitche deres idéer, hvorefter Rampen udvalgte den eller de idéer, som de nu vil arbejde videre med.

Uddannelsesleder på VID Gymnasier, HHX i Rønde, Frederik Thøgersen, var yderst tilfreds med ugens forløb, og ikke mindst, at de fag, som de studerende arbejder med i dagligdagen, flot blev integreret i ugens forløb.