Bæredygtig juleinspirationsdag
Økolandsbyen Friland i Feldballe afholder et julemarked lidt ud over det sædvanlige
Rønde Økolandsbyen Friland vil til julemarkedet i Feldballe have fokus på, hvordan alle kan være med til at skabe en mere bæredygtig højtid.
Besøgende vil få gode bæredygtige ideer med sig hjem, men der vil også være workshops for hele familien hvor man selv kan lave billige, bæredygtige julegaver. Der er boder med lokale lækkerier, stande med håndlavede kvalitetsprodukter samt mulighed for at spise lækker økologisk frokost eller få en kop gløgg med æbleskiver.
Det foregår søndag 24. november fra kl. 10-18.
Der vil være workshops både for store og små børn, voksne kan også deltage.
Der bliver klippet, klistret, foldet, snittet, malet og dyppet på de bæredygtige værksteder, som bl.a. kommer til at indeholde et snitteværksted, filteværksted, stenmalingsværksted, bolsjeværksted og et papirværksted, hvor man bl.a. kan lave julepapir til at pakke de julegaver, man har lavet på de forskellige workshops ind, på bæredygtig manér.
Madboder der bugner
Der vil være mulighed for en lækker økologisk frokosttallerken eller stenovnsbagte pizzaer. Gløggen vil friste sammen med æbleskiver og lækker kage. Men derudover kan man også købe lækre lokale grøntsager, marmelader, karameller, syltede produkter og meget andet med hjem.
Middelaldermusik vil i løbet af dagen fylde julemarkedet med hyggelig musik, når familien Olrik slår de mest stemningsfyldte juletoner an.
Det hele foregår i Økolandsbyen ’Friland’ i Feldballe på Syddjurs. Arrangementet vil foregå i 'Ravnen', 'Frilandshaven' og 'Duen'.
Arrangementet er gratis, men der kan være et mindre beløb for at deltage i en workshop/rundvisning. Der kan ikke betales med Dankort, men gerne med Mobilepay.
CV