Borgere i Homå føler sig som ofre for satsning på letbanen

HOMÅ Kommunalbestyrelsen i Norddjurs modtog tirsdag en henvendelse fra borgere og virksomheder i og omkring landsbyen Homå, der står tilbage med store daglige udfordringer efter, at Banedanmark har lukket jernbaneoverskæringen på Homåvej og dermed en kommunal vej.

Da Banedanmark foreslog dette for Norddjurs Kommune, foreslog de også at anlægge en sti i stedet for mellem Revnvej og Homåvej, blandt andet så skoleelever fra Homå stadig kunne komme ud til privatskolen skolen.com. Kommunalbestyrelsen forlangte imidlertid, at der mindst skulle anlægges en ny vej. men den statsning endte galt, for Statsekspropriationskommissionen, der behandler den slags sager, tillod ikke Banedanmark at finansiere nogen af delene, hvorfor borgerne i Homå nu er helt afspærret fra at komme ud af Homåvej. Det har medført store konsekvenser for lokalsamfundet.

Det betyder for eksempel, at elever bosiddende i Homå, der har været vant til at gå eller cykle 900 meter til skole, pludselig har fået fem kilometer ad mørke og meget trafikerede veje.

"Der er flere eksempler på borgere, der ikke havde valgt at købe hus i Homå, såfremt de havde vidst, at vejen blev lukket - og vi er reelt bekymrede for, hvordan Homå skal tiltrække nye beboere fremover uden adgang til skole/børnehave," siger Mette Lubek, der er medunderskriver på henvendelsen til de lokale politikere.

Skolematrikel delt i to

Hun peger på, at en anden alvorlig konsekvens er, at skolens matrikel er blevet delt i to.

"Førhen gik børnehavebørn og skoleelever over jernbaneoverskæringen og ud i skolens skov, der er indrettet til undervisning på maksimalt 10 minutter. Den er nu blevet helt uanvendelig, da det ikke er muligt i praksis at gå de fem kilometer udenom med en flok børn. Skoven var en afgørende del af skolens undervisning, der netop er baseret på et udeskole-koncept," siger Mette Lubek.

Hun mener, at borgernes henvendelse til kommunalbestyrelsen er konstruktiv og samarbejdsorienteret.

"Vores store ønske er, at kommunen vil indgå i et samarbejde om at få anlagt og finansieret en adgangsvej/cykelsti/gangtunnel. Siden januar har miljø- og teknikudvalget skullet drøfte “Stiplan 2019/2020”, men det er blevet skubbet gang på gang og nu til 17. december, hvorfor det er lige nu, vi gør opmærksom på, at vi føler os forbigået og som lokalsamfund “ofret” til fordel for statslig effektivisering af letbanedriften," siger hun.

I henvendelsen konkretiseres det, at lukningen af overkørsel 117, Homåvej, har flere uheldige konsekvenser for Homå og for borgerne i landsbyen. Konsekvenser, der i høj grad har påvirket landsbyens rammevilkår og infrastruktur.

"Det drejer sig f.eks. om adgangen for børn og forældre til skolen.com og børnehaven.com, adgangen til meditationsskolen Munach, ligesom det drejer sig om vores generelle bevægelsesfrihed og sikkerhed til fods og på cykel, der er hæmmet væsentligt af lukningen. Vi ønsker med denne henvendelse, at I er opmærksomme på disse konsekvenser, når I behandler ”Stiplan 2019/2020”. Vi ved, at der er virksomheder i området, især landmænd, for hvem udfordringerne ikke løses af en sti eller en gangtunnel – men en prioritering af Homå i Stiplan 2019/2020 vil løse udfordringerne for en stor del af byens borgere," hedder det i henvendelsen.

Svært ved arrangementer

Der nævnes, at skolen/børnehaven ikke kun er blevet utilgængelig for de børn, der er indmeldt her. Skolen er jævnligt vært for arrangementer, hvor børn og voksne fra lokalsamfundet er inviteret til at deltage. Det kan dreje sig om julemarked, kokkeskole for børn, teaterforestillinger og lignende, som før var let tilgængelige for alle borgere i Homå. Derfor har lukningen betydning for hele miljøet i den lille landsby.

"Der er noget indgribende og unaturligt i, at den skole, der er en del lokalmiljøet, og som man har kunnet gå til på 11 minutter, pludselig er uden for rækkevidde, med mindre man bliver kørt af sine forældre. Det er svært ikke at føle sig nedprioriteret som landsbysamfund på bekostning af en hurtig og effektiv statslig jernbane, når en så væsentlig færdselsåre lukkes, uden at der etableres alternativer," skriver borgerne til politikerne.

De peger på, at deres generelle bevægelsesfrihed i Homå er begrænset, fordi byen ligger ”klemt inde” mellem hovedvejen ”Århusvej” på den ene side og jernbanen på den anden side.

I sidste ende er borgerne bekymrede for, om lukningen kan have betydning for, i hvor høj grad landsbyen kan tiltrække nye beboere og fastholde de nuværende.

"I hvert fald er let adgang til skole og børnehave ikke længere noget, vi kan bruge som trækplaster i Homå, ligesom bevægelsesmulighederne til fods og på cykel aktuelt er begrænsede. Vi håber derfor, at kommunalbestyrelsen vil engagere sig i vores ønske og tage ansvar for at genetablere en adgang til Homåvej, så vores landsbymiljø fortsat kan blomstre. Vi har gode lokale kræfter, der kender området og mulighederne, og som gerne engagerer sig i et samarbejde," lyder det fra borgerne.

De har i henvendelsen vedlagt borgerudtalelser som eksempler på, hvordan borgere i Homå er blevet påvirket på forskellig vis.

Fra 900 meter til fem kilometer i skole

Marianne Andersen, Homå, forpagter af Hotel Crone i Grenaa: "Det her har fuldstændig vendt op og ned på vores hverdag. Vi har udelukkende købt hus i Homå, fordi Marcus skulle gå i skole på skolen.com. Herude var der den ro, Marcus havde brug for. Vi føler os overrumplede og lidt snydt - vi havde naturligvis aldrig købt hus på den her side af jernbanen, hvis vi havde vidst, at vejen ville blive lukket. Så havde vi købt det hus, vi så på i Fladstrup. Vi har lige købt Hotel Crone i Grenå, og jeg møder hver morgen klokken 4.30 på hotellet. Marcus er jo blevet gammel nok til at cykle selv - eller det var han, dengang der var en direkte vej. Det er ikke forsvarligt at være cyklist på den lange tur rundt. Bilerne kører ikke stille, og der er alt for mørkt og for meget tung trafik. Om morgenen er jeg derfor nu afhængig af andre børns forældre. Lige nu løser vi ved det ved, at Marcus går afsted om morgenen mod Revn og håber på at møde nogen, så han kan få et lift. Hvis han ikke møder nogen, så ringer han til mig i sidste øjeblik - så kører jeg huhej afsted fra hotellet for at køre ham resten af vejen. Det betyder også, at han ikke selv kan gå hjem og ta’ en bus til Grenå og passe sin svømning to gange om ugen. Nu må vi hente ham hver dag."

Marcus Andersen, Homå, skoleelev i 6. klasse på skolen.com: "Det er så træls, at jeg ikke længere kan komme nemt i skole. I vinter kunne jeg tage varmt tøj og bare gå – nu skal jeg hele vejen rundt, og det tager lang tid. I sidste uge var der ikke nogen, der samlede mig op på vejen, og det bliver jeg så træt af. Jeg håber bare, der kommer en bro over eller bro under, eller at vejen åbner igen. Det vil også være vigtigt for os at få vores skov igen. Engang havde vi dansk her hver mandag morgen. Vi har også nogle afgrøder hernede, som vi skal bruge til at lære at lave pandekager helt fra bunden. Vi havde også naturfag dernede. Afspærringen er bare sådan en kæmpe fod, der er sat midt i mellem to sandkorn, hvor sandkornene ikke har en chance for at komme forbi og hen til hinanden. Alle på hele skolen savner, at vi kan komme op i skoven."

Slut med cykling

Mette og John Henrik Molich Rimestad, Homå, indehavere af Skolen for Dans og Massage i Homå.

John Henrik: "Det, der virkelig kom som et chok, det var det med Carls vej til skole, hvor vi jo har været vant til, at han har kunnet gå frem og tilbage eller cykle."

Mette: "Det har altid været sådan en ting, Carl og jeg gjorde sammen. Vi gik eller cyklede sammen til skole om morgenen - eller kælkede om vinteren, og det var let at tage hans venner med hjem. Det har været planen længe, at når han blev ti år, skulle han cykle alene de 900 meter frem og tilbage, og det har han set frem til. Men med fem kilometer er det uholdbart at skulle cykle så langt alene på en vej, hvor folk kører meget hurtigt. Siden Homåvej blev lukket, har John Henrik kørt ham hver morgen."

John Henrik: "Det kom som et chok, fordi vi nok hele tiden havde en naiv tiltro til, at Banedanmark eller kommunen helt sikkert ville finde en løsning. Jeg deltog på et borgermøde i Vejlby Forsamlingshus med Banedanmark, hvor medlemmer af kommunalbestyrelsen tog ordet og signalerede, at kommunalbestyrelsen i Norddjurs Kommune ville have en afgørende indflydelse på beslutningen. Derfor havde vi en klar forventning om, at vores politikere ville sørge for en eller anden form løsning."

Tung trafik på vejen

Anette Krag, Homå, grafisk designer hos SMAG: "For vores familie har det givet nogle store logistiske udfordringer, at Homåvej er lukket. Vores store pige på 11 år går på skolen.com og er vant til at kunne cykle eller gå til og fra skole, både alene og når hun har veninder med hjem. Nu er de nødt til at blive ude på skolen, indtil vi kan hente dem eller få et lift med nogen. Vi bryder os ikke om, at hun skal cykle de fem kilometer – mest fordi, der er en vej med en del tung trafik og store køretøjer. Lukningen udelukker også, at hun kan cykle til kammerater i de nærliggende landsbyer, og lige præcis den forbindelse mellem landsbyerne herude, synes jeg, er så ærgerlig at miste. Vi synes selvfølgelig også, at det, at skolen ikke kan bruge sin skov længere, er dybt problematisk. Det er så vigtig en del af skolen, der er blevet afskåret af lukningen. Børnene lærte at gå sammen langs vejen og tage et ansvar på vejen i skoven. Jeg synes, det er så vigtigt, at børn lærer at begå sig i trafikken inden for trygge og overskuelige rammer. Jeg kan ikke lige overskue, hvordan jeg skal komme i gang med at lære min yngste datter på 6 år at cykle i skole. Derudover har de lokale motionsgrupper også fået begrænset deres ruter væsentligt, fordi der simpelthen ikke er en rundtur længere, og på den måde gør det noget ved de fællesskaber også."

Jakob Bay Mortensen, Homå, servicemedarbejder i et boligselskab: "Jeg født i Homå og Mai Britt flyttede her til i 1988. Vi er virkelig rystede over, at det kunne komme hertil. Jeg havde ikke troet, at vores kommune ville gå med til det. Jeg havde troet på, at kommunen ville have arbejdet hårdere for at holde vejen åben. Det er jo med til at lukke et lokalsamfund ned at lukke vores veje. Et lokalsamfund som Homå har jo ikke så meget at trække på i forvejen – og nu havde vi så fået skolen på Homåvej, men det her kan jo være medvirkende til at lukke skolen ned. Vi er begge ret kede af, at vi nu er blevet helt afskåret fra at komme den vej ud. Nu har vi her i Homå jo også mistet Mølleskolen, så vi har ikke meget tilbage, der tiltrækker beboere."

Mai Britt Bay Mortensen, Homå, sygehjælper: "Vi har fået meget mere landbrugstrafik flyttet ud på de store veje, og så sidder man der i sin bil og bliver træt af dem. Men landmændene har jo også fået lukket deres vej og må hver dag køre ekstra omveje. Jeg flyttede til Homå i 1988. I den periode var der mange småbørn i byen. Jeg er bange for, at der nu kommer til at stå mange tomme huse."

Tæt på meditation

Bent Vinkler, Homå, kunsthåndværker og indehaver af firmaet ”Kurve og Kunsthåndværk”: "Vi flyttede her til Homå i 2001 fra Horsensegnen for at være så tæt som muligt på meditationsskolen Munach på Homåvej. Jeg har været vant til at gå eller cykle ud og meditere i hvert fald én gang om dagen. Turen på cykel tog mig tre minutter. Meditation er for mig et livsgrundlag og en måde, jeg udvikler mit arbejde som kunsthåndværker på. Hvis jeg har fået en opgave, så hjælper meditation mig til at finde ind til en løsning. Meditationsrummet på Munach har en energi og et fællesskab, som det at meditere hjemme ikke kan erstatte. Lukningen af Homåvej betyder desværre, at jeg ikke kommer på meditationsskolen så meget længere i en travl hverdag, hvor vi kun har en bil til rådighed. Jeg er også rigtig træt af, at min fem kilometers løbe/gåtur ikke længere er mulig, fordi lukningen pludselig gør, at man er nødt til at løbe ud og hjem ad samme vej. Jeg synes, det er ærgerligt, at en beslutning om en hurtigere og sikrere jernbane på den måde går ud over livet og mulighederne i vores små landsbysamfund."

Inger Lenau, Homå, pædagog i børnehaven.com: "Det, der egentlig er vigtigst for mig personligt, er, at jeg nu har fået fem km til arbejde, hvor jeg før havde under en kilometer. Jeg har både cyklet og gået, før Homåvej blev lukket. Og så har det ret stor betydning, at der ikke længere er noget sted, jeg kan gå en tur. Omgivelserne omkring Homå er så smukke, og det ville være så skønt, at man kunne gå en rundtur. Som det er blevet nu, sætter jeg mig i min bil og kører et andet sted hen og går en tur. Arbejdsmæssigt har den største konsekvens været, at vi mistede en stor del af vores daglige udeture, idet det før tog os 10 minutter at komme ud i børnehavens/skolens skov, da vi kunne krydse jernbanen. Jeg er virkelig ked af, at børnene nu mister følingen med sæsonernes skiften og den vilde natur, som skoven gav dem, og som vi ikke kan tilbyde på samme måde i børnehavens øvrige udendørs omgivelser. Det er også ærgerligt, at de begivenheder, vi før har kunnet afholde i skoven - for eksempel sommerafslutning og workshops - ikke er muligt længere."

Mindre fleksibilitet

Solveig Bjerre, Homå, underviser deltid på skolen.com: "Jeg har været vant til at tage turen på cykel fra Homå og ud ad Homåvej flere gange om dagen – jeg er ansat deltid som skolelærer (speciallærer og fransklærer) og er desuden en del af meditationsskolen. Nogle gange kan jeg lægge mine ærinder sammen, men når jeg har mellemtimer og møder, skal jeg frem og tilbage og med én bil er 10 kilometer langt at cykle med den nødvendige bagage. Jeg har sat stor pris på at kunne være fleksibel, f.eks. i forhold til vikartimer, fordi jeg boede så tæt på. Det har skolen helt sikkert haft glæde af, men det kan jeg desværre ikke længere. Jeg har også arbejde andetsteds og kan ikke afsætte tid til at cykle 25 minutter hver vej flere gange dagligt."

Kim Calmar, Homå, naturfagslærer på skolen.com: "Som naturfagslærer er jeg ret generet af lukningen, fordi jeg plejer at kunne gå hen til skoven og domen her på 10 minutter og have undervisning med en gruppe børn. Det med at komme ud og sanse naturen i stedet for, at det kun bliver noget, man læser i en bog - det er vigtigt for mig. Det her sted er jo etableret, så det fungerer som en base, hvor undervisningen kan foregå ud fra - et sted, hvor man kan gå i tørvejr og arbejde i ly for vind og vejr, men alligevel stadig være i naturen. Hernede har vi lavet projekter, som ikke kan laves hjemme i skolegården. For eksempel har vi dyrket hvede, som skulle bruges til pandekager. Vi har tidligere også besøgt Homå Vandværk og en lokal landmand, men lukningen betyder jo, at vores mulighed for at inddrage lokalområdet i undervisningen er blevet væsentligt indskrænket. Jeg havde håbet, der kom nogle løsninger hen ad vejen, men jeg kunne jo se, at det hele stoppede med ét den dag, der blev lukket af Banedanmark. Der blev ikke ligefrem slynget om sig med kommunikation. Jeg har stadig et håb om, at vi måske kunne få lov af Banedanmark langs med banen til at lave en trampesti eller en lignende løsning. Personligt har det ændret min hverdag på den måde, at jeg plejer at kunne gå på arbejde. Nogen gange kunne jeg ovenikøbet lige gå med en trillebør, hvis jeg skulle have materialer med til undervisningen. Det kan jeg ikke mere. Nu må jeg cykle de fem kilometer udenom. Vi har kun én bil, så det er ikke altid muligt for mig at bruge den."

Ingen gadelys

Anna Birgitte Laumark, Revn, lærer på skolen.com: "Jeg er, sammen med min søn, ofte på cykel til skole. Det er nu ikke nyt, det har vi været i årevis. Det er derfor nemt for os at mærke, at trafikken på Søren Quists Vej - mellem Vejlby og Fladstrup - er steget markant efter lukningen af Homåvej. Da strækningen er lige, og vejen er lidt bredere end f.eks. Revnvej, kører folk meget hurtigt, ofte alt for hurtigt. Det har de også altid gjort - forskellen er, at der nu er mange flere biler - og at vi nu ikke har et alternativ til "motorvejen". I høsttiden er strækningen desuden belastet af landbrugsmaskiner. Disse kører også hurtigt, og der er hverken hastighedsangivelser eller gadelys på strækningen. Jeg synes, det hører med til fortællingen om lukningen, at det er den vej, børnene fra Homå nu skal cykle, når de skal i skole – i hvert fald til fortællingen om sikkerhed."

Mette Lubek, Homå, udviklingskonsulent: "Vi købte hus i Homå for to og et halvt år siden. Dengang var min eneste anke, at mulighederne for at gå og løbe i naturen var lidt begrænsede i Homå, fordi hovedvejen løber så tæt på den ene side af byen. Lukningen af Homåvej har gjort, at jeg nu føler mig helt spærret inde mellem hovedvejen på den ene side og jernbanen på den anden. Vi har reelt kun den trafikerede Revnvej tilbage at gå ud af – og tilbage igen. Måske det fylder endnu mere, fordi jeg er på barsel og ikke har bil til rådighed i dagtimerne. Og fordi jeg har tid og lyst til at komme ud i den omkringliggende natur. Jeg er også så ærgerlig over, at skolen.com og børnehaven.com pludselig fra dag til dag ikke længere er en del vores lokalområde. Vi har en lille dreng på syv måneder, og for os betød det alt, at Homå var en landsby med let adgang til dagpasning. Der er et eller andet helt skørt i, at man kan se lige derhen, og der er 900 meter - men man kan ikke komme derhen uden at skulle køre fem kilometer. Hvis vi havde vidst, at Homåvej blev lukket uden et alternativ, så havde vi helt sikkert ikke købt hus i Homå - og jeg er da bekymret for, hvad Homå nu skal sælge sig selv på til nye tilflyttere."