Aarhuspigen sat til salg: Vurderet til en million kroner
Stor bronzeskulptur bliver solgt på auktion
Efter 25 år i Sophies Tøjbutik på Pustervig skal Kai Nielsens næsten 100 år gamle skulptur, Aarhuspigen, sælges. Det har butikkens indehaver Birthe Rasmussen besluttet.
"Det har været en sorg at tage afsked med vores smukke veninde, som tusindvis af kunder har beundret, men nu skal hun videre i sit liv. Jeg har sat hende til salg, men det er mit inderlige håb, at hun havner på et smukt sted i Aarhus, hvor hun hører hjemme," siger hun i en pressemeddelelse.
Aarhuspigen fra 1921 i grønpatineret bronze er sat til salg til hos Bruun-Rasmussen og kommer under hammeren onsdag 4. december. Vurderingen lyder på 1 million kroner.
Aarhuspigens søster står i øvrigt i Rådhusparken i Aarhus, og Birthe Rasmussens håb er, at nogen vil brænde varme på Aarhuspigens bronzefarvede skønhed og henter hende hjem fra auktionen i København.
"I hvert fald skal hun ikke til udlandet, da hun aldrig har fået sig et pas."