Fortsæt til indhold

Syddjurs økonomien: Økonomisk linedans i 2020

På Lokalavisens opfordring trækker den tidligere Syddjurs borgmester perspektiverne op for den kommunale økonomi efter nytår

Samfund
Claus Wistoft (V), gruppeformand og 1. viceborgmester:

BUDGET 2020 Efter et par mildest talt forfærdelige økonomiske år for Syddjurs Kommune, er der nu indgået et budget for 2020, hvor Venstre igen er med, efter have stået uden for budget 2019.

Uden at være bagklog kan man roligt sige, at det Venstre allerede i september, oktober og november 2018 forudsagde om økonomien i Syddjurs, desværre blev til sandhed.

Vi er nu med igen, dels fordi der er brug for det og fordi vi ønsker indflydelse på prioriteringerne i budgettet og principperne for, hvorledes den daglige økonomi styres, så vi kan få kommunes kassebeholdning styret tilbage på et robust niveau.

Det er dog ikke uden bekymringer, vi kigger ind i 2020, både hvad angår styringskulturen og hvad angår budgettets robusthed.

Basisbudget 2020 er udover ordinær *demografitilskrivning reguleret med ekstra cirka 35 mio. kroner til driften, hvilket ikke er 1:1 i forhold til overforbrugene i 2018 og 2019, og derfor er det i hverdagen også en bunden opgave hele tiden at tænke innovativt i effektiviseringer – idet en løbende produktivitetsstigning også er en forudsætning i en kommune.

Budget 2020 er derfor ikke et åbenlyst robust budget, der skal virkelig hænges i hele vejen rundt for at få enderne til at nå sammen, og i øvrigt overholde servicelovgivningen på tværs af alle serviceområder.

I Budget 2020 har vi derfor desværre også måttet acceptere et lidt lavere anlægsbudget, for forhåbentlig at kunne opbygge kassebeholdningen med 30 – 40 mio. kroner i 2020.

Ekstraregning?

Yderligere et par usikkerheder fremstår mod 2020, idet landets kommuner i 2019 samlet ser ud til at få et overforbrug på drift og anlæg på omkring 2 mia. kroner, og såfremt regeringen gennemfører tidligere annoncerede sanktioner herfor, kan det ramme Syddjurs med en ekstraregning på op imod 40 mio. kroner i 2020.

Den anden usikkerhed er om grundsalget i kommunen kan holde tempoet og bidrage med 15 – 20 mio. kroner til driften, som gennem de senere år. Derfor er det helt vitalt for den genopretning af kommunens økonomi, som vi skal levere, at alle parter trækker i samme retning, idet ingen organisation er stærkere end det svageste led i kæden.

Altafgørende

Det vil sige:

  • At den politiske kommunikation til organisationen er enkel, tydelig og tro mod budgetforliget.
  • At der i den daglige ledelse kommunikeres enkelt, tydeligt og understøttende for at nå målene i budgetforliget.
  • At kommunens slogan ”vi gør det sammen” nu virkelig skal stå sin prøve – det er ufattelig vigtigt, at hele organisationen udviser mådehold, når det er muligt
  • At enhver *aftaleholder og *controller rykker tættere på dag-til-dag styringen af økonomien
  • At kommunens centrale økonomistyring skærpes med særligt blik på *cashflow og likviditet
  • At der i alle styringskædens led udvirkes *”hands on – ledelse ”

Generelt ser Venstre lyst på kommunens fremtid, men vi er stålsatte på, at den gode fortælling om Syddjurs Kommune ikke må sættes over styr på grund af dårlig økonomi – vores borgere forventer, at vi har orden i både husholdning og penalhus, ligesom ingen gider flytte til et sted, hvor økonomien sejler."