Fortsæt til indhold

Kære direktion - slutfacit bli'r mere CO2 udledning

Samfund
Trine Kni og Christina Andersen, udekørende Sosu-hjælpere ved hjemmeplejen i Knebel:

DEBAT Kommentar til læserbrev i Adresseavisen uge 47 fra Syddjurs Kommunes direktion (Kommunaldirektør Jesper Hosbond Jensen, Direktør Poul Møller og Direktør Jørgen Andersen) under overskriften: "Derfor skal kommunens ansatte køre færre kilometer."

"Man har besluttet i byrådet, at taksten for befordringsgodtgørelse skal sættes ned til den lave. Hvad er det der gør , at byrådet mener, vi kommer til at køre mindre, fordi taksten sættes ned.

Vi i hjemmeplejen er stadig nødsaget til at køre ud til borgeren. Vi kører ikke ekstra kilometer bare for at få penge. Vi kører for at passe det arbejde, vi er ansat til, nemlig kerneopgaven, hvilket i hjemmeplejen foregår ude i borgernes eget hjem.

Vi medgiver, det er meget CO2, vi udleder i den forbindelse med kørslen. Vi vil gerne henlede opmærksomheden på følgende: For år tilbage valgte man, at sygeplejerskerne skulle samles i Thorsager, fremfor at møde ind i områderne, de kører i, som kunne være f.eks. Knebel, hvor vi selv arbejder. Dette har betydet for at give et eksempel, at 3 - 4 sygeplejersker nu hver morgen kører fra Thorsager ud til området i Knebel for at starte hos den første borger på kørelisten. For så at køre tilbage til Thorsager, inden deres vagt er slut.

Der er i Syddjurs Kommune 5 områder, der køres ud til. Det udleder en ret stor del af den omtalte CO2, hvilket kunne undgås, hvis sygeplejerskerne var startet i området sammen med sosu-hjælperne. Byrådet har også besluttet, at rengøringen skal varetages af et andet firma, enten privat firma eller kommunens egen afdeling , Team ejendomme, de kan gøre det billigere.

Fint, men lad os så lige kigge på CO2 og kilometer igen. For nu skal der så køres 1-2 ekstra personer ind i områderne for at gøre rent. Som vi ser det, skal der flere til at køre ud til borgerne blot for at varetage en opgave, som vi sosu-hjælpere kan klare, når vi alligevel er i hjemmet. Altså det vil sige mere CO2 udledning med den her beslutning. Så kære direktion... det der med at fremhæve, at vi udleder rigtig meget CO2, Tjaa.... det bli'r da ikke mindre?"