Her er fremtiden for det gamle posthus
Det gamle posthus på havnen har længe huset iværksættere. Men inden længe flytter de videre op til Maltfabrikken, og så er der nye planer for bygningen
Ebeltoft Der er liv i den gamle posthusbygning på havnen, og det kommer der formentlig til at være lidt endnu, lyder det fra Borgmester Ole Bollesen (S).
Det har i et stykke tid været uvist, hvorvidt bygningen skulle sælges, rives ned eller udlejes, efter flytningen af de nuværende virksomheder, men der er en foreløbig plan for bygningen.
"Først og fremmest står surferne klar til at flytte ind i bygningen, og det vil vi fra kommunens side gerne støtte op om," siger Ole Bollesen og tilføjer desuden, at det endnu er uvist, hvor længe bygningen kommer til at bestå.
"Vi kan fra kommunens side vælge at forlænge aftalen måske for et år ad gangen," siger han.
Vil ikke konkurerre med Maltfabrikken
Der er mange interessenter, der står på spring for at leje eller låne bygningen, fortæller Steen Daugaard fra Team Byg.
"Vi får ugentlige opkald fra interesserede, men fra forvaltningens side er det vigtigt, at det enten er noget almennyttigt eller måske noget kunsterisk, som kommer ind i lokalet," siger han.
Også borgmesteren har et krav til de kommende lejere.
"Vi vil på ingen måde konkurrere med Maltfabrikken, så det skal ikke være nogen, som ellers ville have lejet sig ind deroppe. Derfor giver det mening med en forening," siger han.
Lige nu er det altså Ebeltoft Windsurfing, som står øverst på listen over potentielle lejere af lokalet, men det er endnu ikke besluttet, om eller hvad den skal betale for pladsen.
"Jeg er faktisk lige nu ved at indkalde til et møde omkring fremtiden," siger Steen Daugaard, der for nyligt aflagde bygningen et besøg.
"Det er heldigvis en rigtig god bygning med fjernvarme, så på den måde giver det mening at bruge den, men forvaltningens holdning er, at vi skal af med bygningen på sigt, for der er ingen grund til at have overflødige bygninger i byen."
Hvis bygningen rives ned næste forår eller sommer, er det ej heller besluttet, hvad der skal være i stedet for, men det forlyder, at pladsen skal bruges til at binde by og havn bedre sammen.