Testamenterede en million til kommunen - Her er historien om den mystiske arvesag

Som i så mange andre familier findes der også en hemmelighed i denne. Men i modsætning til andre, endte hemmeligheden her med at splitte en søskendegruppe ad, hvorefter én af dem forsvandt sporløst.

I en lysegrå villa i Grenaa sidder Jytte Seidenfaden. På bordet ligger nogle gamle billeder i forskellige formater og nuancer. Et større portræt af en nydelig ung mand med mørkt hår er i sort/hvid, og flere er dunkle med et brunligt slør over sig, mærket af tiden. Billederne har alle det tilfælles, at den samme mand optræder på dem. Hans navn er Svend Carlo Svenningsen, og det er Jytte Seidenfadens onkel.

Hvis navnet Svend Carlo Svenningsen virker bekendt, så er det muligvis, fordi vi tidligere har efterlyst informationer om selvsamme mand. Det er nemlig ikke mere end et par uger siden, at det kom frem, at Norddjurs Kommune skulle arve over 1 mio. kr. fra Svend Carlo Svenningsen, som for kommunen var en ukendt privatperson. Og i den forbindelse forsøgte avisen at opstøve detaljer om manden, der efterlod hele sin formue til sin hjemstavn. Det var sparsomt med oplysninger fra kommunen, og efterlysningen gav heller ikke mange henvendelser. Indtil nu.

Forsvandt ubemærket

Det viser sig nemlig, at Svend Carlo Svenningsen længe har været et mysterie i sin egen familie. Han forsvandt på et tidspunkt mellem 1991 og 1999, fortæller Jytte Seidenfaden. Nærmere kan hun ikke komme det, for han havde ikke meget med familien at gøre.

“I 1991 havde mine forældre guldbryllup, og det var sidst vi så ham,” siger hun og peger på et af de små billeder på bordet, hvor Svend Carlo Svenningsen sidder i baggrunden til festen. Ifølge Jytte Seidenfaden så han kun sin familie til de store, runde fødselsdage.

Så faktisk forsvandt Svend Carlo Svenningsen ret ubemærket. Hun husker ikke, hvornår det gik op for familien, at han var væk, og hun fandt først ud af, at onklen var død, da hun så artiklen i Jyllands-Posten. Men i foråret 1999 besluttede hendes søster sig for at opspore ham.

“Min søster har en datter, der er lidt vaks ved tastaturet, så de fandt hans adresse. Det var i 1990'erne, hvor ”Sporløs” kørte i tv'et, og hvor folk blev fundet. Så de sendte et brev til ham og skrev, at de savnede hans besøg, og hvor han blev af, og at det var vigtigt, at han kontaktede familien. Men der var ingen reaktion,” siger hun.

Fem dage efter døde faderen til Svend Carlo Svenningsen. Brevet er det eneste forsøg på kontakt, der har været gennem årene. Men familien har altid undret sig, og Jytte Seidenfaden ville ønske, at hendes mor havde fået svar, inden hun døde.

“Min mor døde for to et halvt år siden. Jeg kunne godt have undt hende, at hun skulle have den her oplevelse med. Hun tænkte tit på, om han var død, eller hvor han var blevet af.”

Familiekonflikten

For nogle kan det måske lyde absurd, at et familiemedlem kan forsvinde, uden nogen lægger mærke til det. Men i Jytte Seidenfadens familie var det bare sådan, det var.

“De var tre søskende, og de rendte sgu ikke hinanden på dørene. De sagde heller ikke for meget til hinanden. Men så viser det sig, at det var min moster, der var skyld i det. Hun ragede uklar med ham, og det vidste min mor ikke. Min moster fortalte det ikke til nogen dengang,” siger Jytte Seidenfaden, som selv først lige har lært om familiefejden af sin kusine forleden, da de kom til at tale om Svend Carlo Svenningsens forsvinden.

Hvad de blev uvenner over, ved hun ikke. Men det resulterede i, at Svend Carlo Svenningsen flyttede til Tyskland og efterfølgende sendte mosteren 6.000 kr. og nærmest købte sig ud af familien. Pengene var betaling for forældrenes gravsted, som de tre søskende istandsatte en gang om året. På den måde behøvede han ikke længere være i kontakt med familien, når der årligt skulle inddrives blomsterpenge.

Selv har hun aldrig spurgt mosteren, hvad der gik skævt mellem dem. Men det kommer ikke bag på hende.

“Min moster kunne godt være lidt af en skarp en, så det undrer mig slet ikke, at hun er raget uklar med Svend. Hun var en vældig flink dame, men hun kunne være ret spids. Så hvad fanden han har lavet, det ved jeg ikke.”

En speciel mand

Jytte Seidenfaden husker ikke sin onkel som en udadvendt mand. Hun havde ikke noget specielt forhold til ham, faktisk var der ikke mange i familien, der havde det, mindes hun.

“Jeg kan sagtens huske ham, men vi har bare ikke haft så meget med ham at gøre. Han gav aldrig lyd fra sig, så han var heller ikke den type, man havde noget med at gøre. Han var en stille mand og slet ikke den, der snakkede i store forsamlinger og sagde mest. Min mor sagde, at han var sin egen, han gjorde, som det passede ham. Han var også speciel og gjorde måske nogle ting, som man tænkte var lidt underlige,” fortæller Jytte Seidenfaden.

Det er heller ikke hver dag, at en kommune arver penge fra privatpersoner. Og Jytte Seidenfaden kan heller ikke forklare, hvorfor mon han valgte, som han gjorde.

“Han kom jo fra Grenaa kommune, og så er han sgu ligeglad. Et af vores børn syntes, det var mærkeligt, at en kommune havde arvet – havde det så bare været Kattens Værn, sagde hun. Men han kom bare fra Grenaa, og så skulle det bare være der.”

Svend Carlo Svenningsen var udlært murer og tjente sine penge på at opkøbe ejendomme og sætte dem i stand. Jytte Seidenfaden fortæller, at han var god til det og tjente en del på det.

“Jeg tror, at han var en sparsommelig type, og det gik jo godt. Men han var kun sig selv,” afslutter hun.