Mindeord: Birgit pludselig død under tur til Tenerife
Pensioneret centerleder i Hillerød, Birgit Stofberg, er død
Pensioneret centerleder i GrønnegadeCentret i Hillerød, Birgit Stofberg, er pludselig død i en alder af 72 år. Hun boede til det sidste sammen med John Plenov i Slotsarkaderne i Hillerød, men det var på en tur til Tenerife, at hun pludselig gik bort, skriver Hillerød Posten.
Birgit Stofberg var født i Søllerød og flyttede i 70'erne til Hillerød. I 90'erne blev hun ansat i Hillerød Kommune, hvor hun blev Hjemmehjælpskoordinator. Senere blev hun demenskonsulent, hvilket var meget naturligt for Birgit Stofberg, da hun besad den fantastiske egenskab at ville hjælpe alle andre og altid viste omsorg over for mennesker, der havde behov.
Som demenskonsulent fik hun kontor i GrønnegadeCentret, hvor hun var med til centrets åbning, og her kom hendes hjælpsomhed også til udtryk, da der midt under åbningsceremonien begyndte at regne ind i centret fra et hul i taget. Straks fremskaffede hun en spand, der kunne opfange regnen.
Et lille år efter blev Birgit Stofberg centerleder, en post hun bestred indtil hun gik på pension i 2008. I alle årene var hun med til at forme det aktivitetscenter for ældre borgere, der i dag er kendt og bliver berømmet både her i landet og i udlandet.
Birgit var lederen nede på gulvet. Hun deltog altid i en eller anden form for praktisk arbejde, hvilket betød, at hun kendte til alt, der foregik i centret og derfor var meget elsket og respekteret af de ældre brugere. Birgit Stofberg var et beskedent menneske, men hun var til fest og farver, og mange kan stadig huske hendes høje smittende latter, der altid rungede igennem centret. Det var også hende, der var ophavsmand og arrangør af centrets legendariske nytårsfester, hvor brugerne i festskrud mødte op nytårsaften og blev beværtet med en 4-retters menu skabt af dygtige kokke. Bagefter var der dans til et kendt orkester som f. eks. ”Klaus og the Servants”. Aftenen sluttede med fyrværkeri udenfor.
Lige før årtusindskiftet flyttede hun sammen med centrets daværende formand, og sammen arrangerede de i gennem årene udlandsrejser og skabte mange festlige arrangementer. Når Birgit Stofberg blev spurgt, hvordan hun kunne forme centret på den rigtige måde, svarede hun altid, at det er nemt nok.
"Centret skal være sådan, at jeg kan lide at komme der som pensionist."
Dette projekt lykkedes i høj grad for hende, for lidt efter sin pensionering dukkede hun op som frivillig i centret og var stadig en sprudlende ildsjæl.
Privat var hun den samme hjælpsomme person, som hendes to børn og tre børnebørn nød godt af. I pensionistårene gik turen i vintermånederne til Tenerife, og det var netop på dette års tur, hun døde.
Birgit vil blive savnet, ikke alene af familien, men ganske givet af mange andre, der har kendt hende.
Sammenkomst fredag
Bisættelsen finder sted i Ullerød Kirke fredag 1. marts klokken 11.
Samme dag kl. 17 arranger familien en 'tak Birgit'-sammenkomst i GrønnegadeCentret for alle, der gerne vil sige tak til Birgit Stofberg. Der bliver serveret lidt at drikke til underholdning af centrets jazzorkester, skriver Hillerød Posten.
Birgits familie