145 deltagere til bordtennisstævne
559 kampe afviklet i Grenaa Idrætscenter til AAT Cup
GRENAA Deltagerantallet var det største i nyere tid med hele 145 deltagere ved dette års AAT Cup i bordtennis i Grenaa Idrætscenter, arrangeret af BTK Grenaa. Deltagerne var fordelt på klubber, der geografisk strakte sig fra Svenstrup i nord til Varde i vest og Åbenrå i syd. Endvidere deltog Fårevejle fra Sjælland.
Der blev spillet på 30 borde fra klokken 9 til 19 og i alt blev der spillet 559 kampe i de to haller i Idrætscentret.
Stævnet startede om morgenen med doubler og bedste hjemmeresultat blev her Emil Nielsen og Leo Vedersø, der opnåede en tredjeplads i Åben 1. Desuden hev Bastian Sørensen sammen med Emil Pedersen en andenplads hjem i Åben 5. I 60+ vandt hjemmebanefolkene Leif Sander med Bent Lund som makker.
Ren Grenaafinale
Sidst på formiddagen gik de aldersopdelte singlerækker i gang og her oplevede hjemmeklubben BTK Grenå den store triumf, at finalen i den bedste juniorrække blev et rent Grenåopgør mellem Emil Nielsen og Noah Langkamp - med førstnævnte som vinder efter en flot spillet kamp.
I de øvrige rækker opnåedes andre fine resultater: Mathias Nielsen 3'er i Yngre drenge A, Laurits Didriksen 2'er i B-slutspil Yngre drenge A, Bastian Sørensen og Thor Olsen begge 2'ere i B slutspillet i henholdsvis Yngre drenge B og Puslinge B.
Midt på eftermiddagen startede så kampene i de åbne rækker, - hvilket betyder at man nu opdeler spillerne efter styrke (ratingtal) uanset alder.
Her brillerede taberen af juniorfinalen Noah Langenkamp ved at vinde Åben 2. Noah er i år placeret på Tjele Idrætsefterskole på bordtennislinjen og er inde i en rivende udvikling.
Emil Nielsen deltog i det hårde selskab i Åben 1 og opnåede en tredjeplads i B-slutspillet. Også Laurits Didriksen gjorde en fin figur ved at blive 3'er i Åben 4.
I alt deltog hjemmeklubben med 20-25 spillere fordelt på ungdom, senior og 60+.
Næste store opgave for seniorerne og 60+ bliver et stævne søndag 5. januar i Grenaa Idrætscenter.