4 dages arbejdsuge: Lige nu drøftes muligheden i Syddjurs Kommune
Lige nu drøftes muligheden for en 4 dages arbejdsuge i Syddjurs Kommune. Borgmesteren er positiv, og Økonomiudvalget arbejder videre med forslaget
Syddjurs I Syddjurs Kommune diskuterer man lige nu muligheden for en 4 dages arbejdsuge. Forslaget er stillet af kommunaldirektøren på baggrund af erfaringer fra Odsherred Kommune, der i efteråret introducerede en 4 dages arbejdsuge for det administrative personale. Med fri hver fredag og altså flere timer ugens øvrige dage.
"Jeg har indstillet til en indledende drøftelse, fordi vi er nysgerrige på fænomenet, og fordi jeg mener, der er behov for en uformel drøftelse for at se, om der er grundlag for at arbejde videre med forslaget," siger Kommunaldirektør Jesper Hosbond Jensen.
På Økonomiudvalget i sidste uge gik den indledende diskussion i gang med et efterfølgende møde i Hovedudvalget, og her blev det besluttet at undersøge forslaget nærmere.
Der bør eksempelvis kigges nærmere på plejeområdet og erfaringerne fra Sverige, lød det på udvalgsmødet.
Borgmesteren er positiv
At Odsherred Kommune er gået forrest og har introduceret en kortere arbejdsuge skyldes, at kommunen ønsker at skabe rammer for at afprøve en fleksibel arbejdskultur, lyder det i aftalen, der er indgået mellem kommunen og alle relevante faglige organisationer.
Eftersigende skulle tre sammenhængende fridage have positiver effekter på både livskvalitet og effektivitet, og ifølge Odsherred Kommune giver det også borgerne mulighed for at komme i kontakt med kommunens personale på andre og måske bedre tidspunkter end førhen.
"Fra politisk side er det selvfølgelig vigtigt, at forslaget vil være en forbedring for borgerne. At de fx kan komme i kontakt med kommunen på tidspunkter, der passer dem bedre," siger borgmester i Syddjurs Kommune Ole Bollese (S).
Hvad udfaldet ender med at blive i forhold til Syddjurs Kommune er endnu for tidligt at konkludere, men ifølge kommunaldirektør Jesper Hosbond Jensen er det nødvendigt at drøfte nye tiltag, når de viser sig.
"Det er vores opgave som forvaltning at stille de her forslag til politikerne, og så er det op til dem, om der skal arbejdes videre med dem."
Udfordringer for børnefamilien
I kommunen i Odsherred har den nye ordning kun været i gang i få måneder, og derfor er det ifølge kommunen selv for tidligt at sige noget om erfaringerne.
Men i diverse fagblade kan man læse, at medarbejderne i Odsherred Kommune generelt er positive over for de nye arbejdstider, særligt den længere weekend og det nye begreb ”kompetencetimer”, som er timer, medarbejderen selv råder over og i samråd med lederen beslutter, hvordan skal anvendes ud fra nogle fastsatte kriterier.
Andre melder dog om udfordringer for børnefamilier og enlige forældre, der kan have vanskeligt ved at hente og bringe børn indenfor institutionens åbningstid.
Ovenstående har Syddjurs Kommune dog allerede in mente, da en række HR-faglige spørgsmål allerede er blevet noteret.
"En 4-dages arbejdsuge forudsætter, at der i arbejdets tilrettelæggelse er en vis fleksibilitet herunder klare aftaler om, hvordan medarbejderen forvalter denne fleksibilitet. Nogle medarbejdere vil eksempelvis have behov for at gå hjem til sædvanlig tid, for derefter at arbejde nogle timer senere," lyder det i sagsfremstillingen.
Afprøvet siden 2017
Allerede tilbage i 2017 indførte den første danske virksomhed en 4 dages arbejdsuge, IIH Nordic.
Dengang lød det fra direktør Henrik Stenmann, at: "Vi tror på en øget omsætning og en bedre bundlinje," men at tiltaget også skulle ses som et led mod færre stressede medarbejdere.
"Vi oplever, at det giver højere tilfredshed, mindre sygefravær og stress og ikke mindst – at det har positiv effekt på omsætningen. Glade og motiverede medarbejdere er effektive medarbejdere," lyder det fra den københavnerbaserede virksomhed.
Økonomiudvalget arbejder videre med forslaget i 2020.