Fortsæt til indhold

Djursland 2007-2020: Mere i kommuneskat er ikke blevet udlignet tilsvarende af mindre statsskat

Både Norddjurs og Syddjurs indtager topplaceringer, når det gælder kommuneskatternes højde. Derfor overrasker det ikke, at Hr. Gennemsnitsborger skal betale mere i skat i 2020 i de to kommuner sammenlignet med sammenlægningsåret 2007

Samfund
Lars Norman Thomsen

KOMMUNER En såkaldt gennemsnitsborger i både Norddjurs og Syddjurs skal betale over 2.000 kroner mere i skat til deres bopælskommune i 2020 end i 2007.

I Norddjurs 2.939 kroner, i Syddjurs 2.036 kroner.

Det fremgår af en undersøgelse, som Altinget har lavet med det formål, at "afdække effekten af udviklingen af den lokale skatteudskrivning siden 2007, set i sammenhæng med det kommunale skatteloft og VK-regeringens skattestop." Opgørelsen er foretaget på samtlige landets 98 kommuner og viser, hvor meget en gennemsnitlig borger, der er 15 år eller derover, skal betale mere eller mindre i skat i 2020 sammenlignet med, hvis skatteudskrivningen i 2007 var fastholdt uændret.

I 84 ud af landets 98 kommuner er kommuneskatten steget siden 2007.

Kommuneskatten i Norddjurs er i 2020 26,7 procent, i Syddjurs 25,9 procent. Ved indgangen til 2007 lød procentsatserne på 24,88 i Norddjurs og 24,54 i Syddjurs.

På landsplan er kommuneskatten forøget med omkring 5,5 milliarder kroner i 2020 sammenlignet med skatteudskrivningen i 2007, fremgår det af Altingets undersøgelse, der viser, at de mest markante stigninger skete i 2008 og 2010, hvor den kommunale skatteudskrivning steg med omkring tre milliarder kroner.

Det overskred langt de økonomiaftaler, som Finansministeren på vegne af regeringen havde indgået med kommunernes forhandlere i Kommunernes Landsforening.

Mindre statsskat

For at sikre skattestoppet foretog VK-regeringen og dens støtter en sænkning af bundskatten med et nogenlunde tilsvarende beløb.

Bundskat har siden 1994 været en del af det danske indkomstskattesystem på lige fod med topskatten. Bundskatten var tiltænkt som værende den brede skat, som størstedelen af danskerne skulle betale til. Lige siden indførelsen, har godt 90 procent af de skattepligtige danskere betalt bundskat. De resterende 10 procent har ikke en indkomst, som overstiger personfradraget.

Mere kommuneskat er blevet nogenlunde udlignet af mindre statsskat. Reelt er det kun i 58 af kommunerne, at de kommunale skattestigninger har ført til reelle skattestigninger for borgerne.

Så den samlede forøgelse af kommuneskatten med 5,5 milliarder kroner i 2020 sammenlignet med skatteudskrivningen i 2007 er blevet næsten modsvaret af, at bundskatten tilsvarende er blevet reduceret med omkring 5,2 milliarder kroner, fremgår det af Altingets undersøgelse.

Kompensationen er dog kun marginal på Djursland, mens det modsatte er tilfældet i kommuner som Aarhus, Randers og Horsens, som det fremgår af tabellen.