Fortsæt til indhold

75 år: Rønde og Omegns Pensionist- forening rundede med manér

178 veloplagte medlemmer deltog i jubilæumsfesten i Rønde Idrætscenter

Samfund
Lars Norman Thomsen

RØNDE Det er ingen sag at arrangere en jubilæumfest, når opbakningen er så stor, som det var tilfældet da Rønde og Omegns Pensionistforening forleden samlede medlemmerne til 75 års fødselsdag. 178 mødte op i Rønde Idrætscenter med en tre retters menu i sigte garneret med festtaler, dansant til levende musik og et jubilæumstidsskrift med hjem i tasken.

Bestyrelsesformand Hanne Poulsen holdt den officielle jubilæumstale, hvor hun bl.a. takkede Evard Brunn for det store arbejde, han havde lagt i forbindelse med redigering og udgivelse af det omfattende jubilæumsskrift.

Ligeledes blev der rettet en stor tak til foreningens medlemmer for opbakning til de mange arrangementer og samtidig var der en opfordring til medlemmerne om at tage en tørn i bestyrelsen, når der var brug for nye bestyrelsesmedlemmer.

Efter middagen spillede musiker Jørgen Bitsch op til dans. Som sædvanlig, når pensionistforeningen holder fest, var dansegulvet fyldt til bristepunktet.