Syddjurs sparer penge på nyt økonomisystem
Har valgt system, der er ejet af 10 kommuner og to regioner
SYDDJURS Syddjurs Kommune har i en årrække anvendt it-systemet KMD Opus til håndtering af kommunens økonomi, opkrævninger, lønadministration og personalesystem.
Men efter en undersøgelse af markedet har kommunen nu valgt at udskifte systemet for at opnå både en økonomisk gevinst og en række strategiske forbedringer i forhold til data og indflydelse.
Som nyt økonomisystem har Syddjurs Kommune valgt ØS Indsigt, der er ejet af 10 kommuner og to regioner i fællesskab. Driften og udvikling varetages af EG A/S.
Med køb af ØS Indsigt bliver Syddjurs Kommune medejer af systemet og får dermed indflydelse på udviklingen. Samtidig har kommunen indgået en aftale med EG A/S omkring lønsystemet SD Løn og vagtplansløsningen EG optima.
Alle tre systemer vil blive implementeret i løbet af 2020, med forventet drift pr. 1. januar 2021.
Fælles udvikling
"For en kommune som Syddjurs er der tale om et stort strategisk skift ved valget af ØS Indsigt. Vi får nu bedre mulighed for at deltage i en fælles udvikling af vores økonomisystem samtidig med at vi får lettere adgang til egne data. Dette er helt centralt i en tid hvor vi ser ind i yderligere automatisering med brug af regnskabsrobotter, kunstig intelligens og ny udnyttelse af data," udtaler kommunaldirektør Jesper Hosbond Jensen i en pressemeddelelse fra Syddjurs Kommune.
"Jeg ser frem til et styrket samarbejde med andre kommuner og regioner om ny digital udvikling baseret på ØS Indsigt. Desuden glæder jeg mig naturligvis over, at vi efter en implementeringsfase vil opnå en markant besparelse på systemet," udtaler kommunaldirektøren videre.
jesl