Debat: Den Skæve Kro – gensynsglæde
"På et hjørne, hvor to smukke brostensbelagte veje mødes og kærligt lader sig flette ind i hinandens stenmosaik, lyser Den Skæve Kro op som en romantisk perle i et levende juleeventyr fra en svunden tid. Det er en drøm, som nutiden ikke vil slippe, men ømt omfavne og sende videre i favnen på kommende generationer, så den for altid må leve i nuet.
Bygningen er mere end 300 år gammel og har gennem 250 år været hjemsted for mange forskellige erhverv. I 1967 gennemrenoverede den legendariske Sherif ”S.A. Jensen” stedet og åbnede det i 1968 som en levende kro. Man bevarede det smukke skæve bindingsværk, som på charmerende ”radikal” vis hælder til både højre og venstre fuldstændig i strid med eksisterende fysiske love. Men det ved kroen heldigvis ikke, så den står der stadig stolt og ubekymret og har ikke tænkt sig at ændre på det forhold de kommende 300 hundrede år.
Efter godt et års bitter skilsmisse med en midlertidig lukning som konsekvens har Den Skæve Kros tre bærende søjler ”Kai Svend Rathje, Lars Bruun og Henning Rathje” nu bragt kærligheden tilbage til stor glæde for vi livsnydere, der elsker deres dejlige kromad og den sublime betjening, som altid har været og altid vil være stedets signatur.
Min hustru og jeg nød en rigtig dejlig julemiddag med fortrinlige vine på kroen i aftes i selskab med tolv gode turistforeningsvenner. Det var som ”i gamle dage” igen en skøn oplevelse. Denne gang ekstra krydret med kærlig gensynsglæde.
”The missing link” er vendt tilbage og har nu fuldendt billedet af Ebeltoft som Danmarks mest uimodståelige og romantiske by. For hvad er Ebeltoft uden ”de tre bærende søjler”, der gør Den Skæve Kro levende og nærværende – nej vel?"