Andre Rieu fejrer fødselsdag i Kino
Fødselsdagskoncert vises på det store lærred
GRENAA Lørdag 4. januar og søndag 5. januar inviterer Kino i Grenaa til stor fødselsdagsfest for valsekongen Andre Rieu. Det sker, når Kino sender Rieus store 70 års fødselsdagsshow, som er et musikalsk tilbageblik på Rieus lange karriere som formidler af festlig wienermusik i storslåede rammer.
Rieu lover, at showet vil indeholde alle de væsentligste højdepunkter fra hans lange karriere i spidsen for sit Johan Strauss Orkester. Blandt andet tager Rieu tilskuerne med til det berømte kejserslot i Schönbrunn uden for Wien og til Radio City Music Hall i New York og til Coronation Concert i Amsterdam.
Rieu fortæller i et fødselsdagsinterview med Sunday Post, at koncerten i Schönbrunn var nær ved at koste ham karrieren. For efter koncerten besluttede han at bygge intet mindre end en kæmpe model af slottet Schönbrunn og tage det med jorden rundt. Turneen blev en stor succes, men udgifterne oversteg indtægterne, så Rieu var nær ved at blive erklæret konkurs. Han overvandt dog krisen, kreditorerne fik deres penge, og Rieu kunne fortsætte med at tage jorden rundt – dog uden hele Schönbrunn i bagagen.
I samme fødselsdagsinterview fortæller Andre Rieu, at han ingen planer har om at stoppe sine koncerter med sit Johan Strauss Orkester, der er verdens største helt privatejede symfoniorkester. For som han siger, det eneste, han kan, det er at spille musik, og det eneste han ønsker, det er at bringe musikken ud til folk i så festlige rammer og på så uhøjtidelig en måde som muligt. Musik er ifølge Rieu et sprog uden grænser, alle folkeslag kan mødes på tværs af musikken, der således kan være med til at skabe en større forståelse og tolerance mellem mennesker. Musik skaber glæde i og blandt mennesker, og Rieu fortæller, at så længe han overhovedet kan stå på en scene, vil han med sin musik bidrage til at skabe så stor glæde for så mange mennesker som muligt.
Ud over de mange musikalske højdepunkter tager Andre Rieus jubilæumsshow biografgængerne med på en eksklusiv rundtur i Rieus hjem – et slot fra 1500 tallet, som Rieu har sat i stand,og hvor han hviler ud mellem sine mange koncerter.
Der venter således biografgængere på Djursland, der holder af at indlede det nye år med festlig musik og dans i flotte rammer, en stor oplevelse, når Kino i Grenaa den første weekend i det nye år blænder op for Andre Rieus store 70 års fødselsdagsshow.