Fortsæt til indhold

Ny plan for julebelysning i sigte

Direktøren for Aarhus City Forening har taget første skridt i planen om at få en helhedsplan for julebelysning på torvene i Aarhus

Samfund
ANNE-SOPHIA LUNDGAARD JENSEN; JP AARHUS

julelys En helhedsplan for julebelysning i Aarhus. Det er ønsket fra Aarhus City Forening, hvis direktør, Claus Bech, nu er gået forrest i arbejdet om at få det til at ske. Han har sammen med firmaet Sirius startet arbejdet om at få lavet planer og visualiseringer af julelys til byens torve.

"Visionen er at lave en form for helhedsplan for julebelysning på de tre torve. Det, man oplever, er, at flere og flere gader og torve har svært ved at få julebelysning sat op af forskellige årsager. Tanken er at lave en plan, hvor man også kigger på nogle af de historiske forhold, der kan være på torvene og i de enkelte gader," fortæller Claus Bech.

Det er endnu for tidligt i processen til, at der kan gives konkrete bud eller eksempler på, hvordan de nye julelys ville kunne se ud. Forhåbningen er, at det er en proces, der kan gå i gang i løbet af det nye år.

Støtte fra rådmanden

Rådmanden for Teknik og Miljø, Bünyamin Simsek (V), støtter op om idéen om en helhedsplan for julebelysning i Aarhus. Han mener, at bedre julebelysning kan være med til at gøre torvene i Aarhus mere attraktive for borgerne.

"Jeg synes, det er en rigtig god idé. Lys er med til at skabe oplevelser og trækker mennesker til byen. Det lys, vi har på strøget, er et godt eksempel på det," fortæller rådmanden.

Han henviser videre til, at torvene ikke bliver brugt i ligeså høj grad som ønsket, og det er også derfor, han har fremlagt en visionsplan for torvene. Som følge af det skal skulpturen ”Torvenes Brøndsløjfe”, også kendt som ”Vanddragen”, for eksempel fjernes i det nye år.

At rådmanden støtter op om en plan for ny julebelysning til torvene, er noget, der vækker glæde hos Aarhus City Forening.

"Jeg er rigtig glad for, at rådmanden synes, det her er en god idé, og at det er noget, vi kan arbejde videre på sammen," fortæller Claus Bech.

I alles interesse

Både direktøren for Aarhus City Foreningen og Bünyamin Simsek fortæller, at der i forbindelse med udarbejdningen af planen, nu skal findes ud af, hvad en helhedsplan for julebelysning vil koste, og hvem der skal betale for hvad. Claus Bech forestiller sig, at det her vil være muligt at få hjælp fra sponsorer og fonde, samt at både kommunen og butikkerne kan være en del af finansieringen.

"Idéen er, at alle skal bidrage, fordi det er i alles interesse," siger Claus Bech.

Claus Bech har tidligere været med til at tage initiativ til andet julebelysning i byen, for eksempel stjernehimlen på Strøget, som blev lanceret i forbindelse med forlængelsen af Strøget Aarhus i 2002. Han fortæller, at den nye belysning bestemt ikke skal være en kopi af stjernehimlen, men at torvene og de klassiske bygninger skal være en del af det og have deres eget udtryk.

"Jeg kunne godt tænke mig, at vi fik byens stadsarkitekt ind over. Så vi får det belyst fra forskellige vinkler, gerne nogle historiske vinkler, så man kommer til at opleve nogle forskellige udtryk på de forskellige torve," siger han.