Fortsæt til indhold

Veganere blokerede slagteri i protest: "Vi er verdens største dyreplagere"

Samfund
Jacob Nielsen

"Det er skræmmende som altid at se, hvilke tilstande de her dyr er i, når de ankommer. De er fuldstændigt forslåede. Lydsporet der er her omkring lastbilerne, det er så bestialsk."

Sådan siger stifter af Veganerpartiet, Henrik Vindfeldt, i en video, som er lagt op på facebook tidligt torsdag morgen. Her var han, sammen med 20-25 andre, mødt op ved Danish Crown-slagteriet på Bragesvej i Ringsted for at demonstrere mod de forhold, grise bydes i Danmark.

"Hvad fanden er det, der forgår. Altså, jeg er så frustreret. Vi har det dejligste land. Dejlig infrastruktur, gode skoler, vi er gode mennesker. Vi kan stole på hinanden og folk snyder ikke hinanden ude i samfundet, så hvorfor helvede er det, at vi skal ødelægge det fuldstændig med den her griseindustri? Ødelægge vores miljø, ødelægge vores etik, vores arv. Det her kommer til at stå i vores historiebøger, at vi er verdens største dyreplagere," lyder det på videoen fra Veganerpartiet. Se den her.

Midt- og Vestsjællands Politi fik klokken 04.19 henvendelse fra personalet på slagteriet om, at gruppen af demonstranter havde taget ophold foran hovedporten til slagteriområdet.

De havde lænket sig sammen og også til porten, så den normale adgangsvej for morgenens grisetransporter var spærret.

Politiet indledte en dialog med demonstranterne, der forholdt sig rolige på stedet og havde budskaber på medbragte bannere.

Kort efter klokken 07 flyttede demonstranterne sig fra hovedporten, så grisetransporterne igen kunne benytte den normale adgangsvej til slagteriet, og ved 09-tiden betragtede politiet demonstrationen som ophørt. Alt foregik i ro og orden.

Efterfølgende blev politiet i området med en præventiv patruljering op af formiddagen.