Fortsæt til indhold

Debat: Idrætten stærkt prioriteret i Budget 2020

Samfund
Christoffer Pedersen (V), Syddjurs Byråd:

"Der har været skrevet meget om det vedtagne budget for 2020. Og meget forståeligt har rigtig meget af debatten handlet om de områder, hvor kommunen næste år skal spare, omlægge eller effektivisere.

Når man kigger på næste års budget, er der dog også en masse at glæde sig over. Det er nemlig samtidig et budget, som har et stort fokus på, at sikre et aktivt idræts- og kulturliv i Syddjurs kommune. Det er en rigtig prioritering, og vigtigt, når vi gerne vil være en attraktiv bosætningskommune. Samtidig skal investeringer i idræt ses i en større sammenhæng for i virkeligheden er investeringer på idrættens område også investeringer i sundhed, velvære og social trivsel for både yngre og ældre.

I Venstre gik vi derfor til budgetforhandlingerne med et ønske om, at bevare idrætspuljen på 2,5 mio. kr. En pulje som i direktionens oprindelige budgetoplæg stod til at bortfalde i 2020. Det lykkedes heldigvis at fastholde puljen, som sikrer, at vi også i det kommende år kan prioritere at støtte vigtige projekter, som kan medvirke til at optimere idrætsmulighederne i Syddjurs kommune.

Samtidig kæmpede vi i Venstre hårdt for at få afsat midler til medfinansiering af Rønde Idrætscenter, således at idrætscentret kan udvikles og udbygges som en del af Campus Rønde, med baggrund i den eksisterende projektplan. Således fik vi i kommunens anlægsbudget for 2020 og 2021 opbakning til, at der nu afsættes i alt 9 mio. kr. til medfinansieringen. Det er rigtig godt.

Medfinansieringen betyder nemlig, at det bliver muligt at realisere det store behov som der er for en ekstra idrætshal i Rønde. Samtidig vil den ekstra idrætshal i Rønde Idrætscenter give mulighed for at udvikle yderligere på hele campus-tanken i Rønde."