Kommentar: Mikkelsen har da en pointe
Dansk Folkepartis Michael Mikkelsen har tidligere harceleret over udfaldet af det seneste byrådsmøde i november 2019.
Han gør det nu igen i et debatindlæg:
https://syddjurs.lokalavisen.dk/laeserbreve/2019-12-15/-Debat-Er-byr%C3%A5dets-m%C3%B8der-fremtidigt-afsluttede-n%C3%A5r-de-er-erkl%C3%A6ret-for-afsluttede-Ole-Bollesen-6893857.html
Michael Mikkelsen er ikke knotten over, at det åbne byrådsmøde blev ringet af, lamperne slukket og tilhørerne gennet ud, som det er kutyme, før dørene lukkes, og byrådet går over den til den lukkede del af dagsordenen.
Derimod er han knotten over , at det åbne møde pludselig blev åbnet igen på det lukkede møde, men nu uden tilhørere eller direkte videotransmission. Det kunne borgmester Ole Bollesen gøre med hjemmel i juraen, men det er ikke i orden , mener Michael Mikkelsen - jura eller ej. Et er juristeri, noget andet er borgernes forståelse af det politiske apparatur. Som borger må du forvente, at et byrådsmøde er ringet af, når det er ringet af. Det har Michael Mikkelsen en klar pointe i.
Nu kan man synes, at det er en meget lille sag Michael Mikkelsen tager op, og embedsværket og politiske kolleger vil beskylde ham for at gå i for små sko.
Man skal ikke være politisk kommentator for at kunne se, at Dansk Folkeparti forsøger at komme tilbage i dansk politik efter sommerens hammer ved Folketingsvalget. Det skal ske ved at appellere til pensionisterne, som ifølge DF'erne i den konkrete sag ikke skal betale mere end godt er for et rundstykke og et stykke ost, som det fremgår af Takstbladet for 2020.
Det er bare ikke det principielle i denne sag, der kunne have være undgået:
1. For det første blev der ikke stillet spørgsmålstegn ved takster og gebyrer på Økonomiudvalgets møde inden byrådsmødet.
2. For det andet gjorde Michael Mikkelsen allerede dagen inden byrådsmødet borgmesteren opmærksom på, at han ønskede forklaringer på en række prisstigninger.
3. For det tredje fik borgmesteren ikke inden byrådsmødet clearet med sin kommunaldirektør, om det var muligt at oversende sagen til fornyet behandling i Økonomiudvalget og så endelig vedtage takstbladet på årets sidste byrådsmøde. Det troede borgmesteren selv var muligt.
4. For det fjerde fik kommunaldirektøren først at vide, hvad der var undervejs et kvarter før byrådsmødets start, og derfor nåede han ikke at forklare borgmesteren, at denne var på vej ud af en forkert tangent.
Med rettidig omhu kunne denne sag fra start havde resulteret i den beslutning, som blev den hele byrådet bakkede op om på genåbnede byrådsmøde, da alle - minus politikere og embedsmænd - var gået hjem."