Uddannelse er vejen til jobsikkerhed og mere i lønposen
Syddjurs borgere med ingen eller kortere videregående uddannelse er i risikozonen for at miste deres nuværende job - eller gå glip af et lønhop, hvis de ikke går i gang med at videreuddanne sig
SYDDJURS Knap 1.600 borgere fra Syddjurs Kommune styrkede i 2018 deres muligheder for beskæftigelse eller højere løn ved at opkvalificere sig på AMU-kurser. Det udgør et betragteligt fald fra 3.379 deltagere på et eller flere kurser i 2010.
Tendensen er den samme i sammenlignelige kommuner som Norddjurs (fra 3.630 deltagere til 2.017 deltagere), Favrskov (fra 4.227 deltagere til 1.926 deltagere) og Randers (fra 8.304 deltagere til 3.833 deltagere). Kilde: Undervisningsministeriet.
Den udvikling vil man gerne modarbejde i PensionDanmark, hvor man som administrator af en række uddannelsesfonde har udviklet et nyt efteruddannelsessite, der gør det langt mere overskueligt og motiverende at styrke sit kandidatur på arbejdsmarkedet.
”Fremtidens arbejdsmarked stiller store krav til, at især danskere med kortere uddannelse udvikler og opkvalificerer sig. Også selvom man allerede har et arbejde. Derfor glæder det os på både det enkelte medlems og virksomhedernes vegne, at den indledende interesse for vores nye site har været stor,” udtaler adm. direktør i PensionDanmark, Torben Möger Pedersen, i en pressemeddelelse.
PensionDanmarks medlemmer kan logge ind på det nye site og få et langt bedre overblik over, hvilke af de flere tusinde kurser, der er relevante for netop dem. Det har ca. 20.000 medlemmer allerede gjort siden lanceringen i foråret 2019. På sitet kan ufaglærte blandt andet også se, hvor længe det vil tage dem at blive faglært for at øge deres jobmuligheder fremadrettet.
En analyse fra Tænketanken DEA(en uafhængig tænketank, som arbejder for at fremme viden om sammenhængen mellem samfundets investeringer i viden og udviklingen i vækst og produktivitet, red.), viser, at især danskere med kortere uddannelse afholder sig fra at styrke deres muligheder gennem efteruddannelse. Men motivationen for at efteruddanne sig bør være stor uanset, om man er ny på arbejdsmarkedet eller i færd med at slide det sidste sæt arbejdssko, inden man går på pension.
Rockwool Fonden står bag en analyse fra oktober 2019, der viser, at unge, ufaglærte danskere udgør en stigende andel af udsatte danskere. Samtidig udfordres de af teknologisk udvikling og øget konkurrence om de ufaglærte jobs fra ikke-vestlige indvandrere.
Ikke kun unge
Behovet for opkvalificering gælder dog ikke kun de unge. Analysen fra Tænketanken DEA viser, at en 60-64-årig, der efteruddanner sig, har markant større muligheder for fortsat at være i beskæftigelse som 65-årig.
PensionDanmark understreger i pressemeddelsen, at man som ikke-kommercielt og medlemsejet arbejdsmarkedspensionsselskab ikke har direkte økonomiske interesser i, at medlemmerne benytter sig af deres muligheder for at efteruddanne sig.
PensionDanmark opfordrer derfor også til, at andre overtager og udnytter idéen om at tilbyde en digital løsning, hvor samkøring af data gør det nemmere for både virksomheder og den enkelte medarbejder at få tilskud til den mest relevante efteruddannelse.