50 år med samme telefonnummer og skonummer
John Jensen ser tilbage på 50 år med hans firma Djursland Autotransport
ALLELEV SUND Alle, der gennem årene er stødt ind i vognmand John Jensen ved, at man skal sætte god tid af til en snak. Hukommelsen er i orden hos den snart 80-årige - den runde dag er grundlovsdag 2020 - og alle detaljer skal være med, når han fortæller.
John Jensen er da i hjemmet i Allelev Sund også godt forberedt med gamle avisudklip og fotos til en snak om det firma - Djursland Autotransport - som han nu har drevet i 50 år, og som skal markeres med et åbent hus lørdag 11. januar klokken 12-17 på Stenvad Mosebrugscenter.
"Jeg siger altid, at jeg kan fejre 50 år med samme telefonnummer og samme skonummer," siger John med det skælmske smil, der er blevet hans varemærke.
Det er nu ikke helt rigtigt - for størrelse 42 bruger han kun i almindelige sko. Når han hopper i træsko - hedder det størrelse 43.
Landmand - ikke vognmand
John Jensen er født på Hald Hovedgård ved Viborg, og tidligere i livet troede han på, at han skulle have været landmand - og ikke vognmand.
"Jeg var ude at tjene på forskellige gårde, og var også på landbrugsskole, inden jeg kom ind som soldat i Fredericia."
Senere var John Jensen i to omgange underforvalter på Meilgård, og det var der han hørte om, at der skulle gang i et projekt med kunsttørring af græs. Det førte til et job hos Djurs Grønt, hvor han var i seks år - og samtidig havde han købt en lille ejendom i Allelev Sund, hvor han også kørte for forskellige maskinstationer.
Bilbørs i Rønde
"Så så jeg i avisen, at Johannes Abildtrup vil starte en bilbørs i Rønde. Han havde fået et stipendium til at undersøge bilbranchen i USA og vendte hjem med færdige planer om at sælge biler på auktion. Det havde man ikke rigtig set i Danmark før. Så lavede jeg en aftale med ham om at køre biler på en autotransporter for ham. Det var aldrig nødvendigt at sætte noget på skrift mellem os. En mundtlig aftale var nok," siger John.
Dengang var der stor prisforskel på brugte biler i København og i Jylland, så der var penge at tjene ved at tage turen mod øst for at købe biler - og så sælge dem i det jyske. Dengang kunne man købe en Opel Rekord i København for 1500 kroner - for at sælge den for 4000 kroner i Silkeborg.
"Jeg blev hurtigt en god kunde på Grenaa-Hundested færgen, når jeg skulle til Æbeløgade i København, hvor de københavnske bilhandlere solgte bilerne. Der var gang i butikken, så jeg fik hurtigt en bil mere og ansatte folk. Da det toppede havde jeg fire biler i firmaet," siger John, der havde Ford-logo på sin første lastbil, men ellers altid har holdt ved Volvo-mærket," siger John.
Alene en forhandler som Bjarne Hjorth i Silkeborg fik på et år leveret tæt ved 1000 biler, så der var brug for mange transporter.
Kun køretid - ingen hviletid
"Dengang kostede en liter diesel 29 øre, og vi fik en bil med over på færgen for 29 kroner. Vi havde et rigtig fint samarbejde med Grenaa-Hundested færgefarten. Vi kørte bilerne til Hundested, hvor matroserne kørte dem ombord på færgen og i land igen i Grenaa, hvorfra vi så kørte videre på lastbilerne. Det var heldigvis før der var noget, der hed køre-hviletid," griner John.
Trafikken og vognmandsfirmaet klarede sig rigtig godt i mange år, men det gik ned ad bakke, da bilauktionen flyttede fra Rønde til Aarhus.
"Og det sluttede, da Brenderup sendte en trailer på markedet, så folk selv kunne transportere en bil på den," husker John.
Så han begyndte at koncentrere sig om specialtransporter. Købte en bil med kran, kørte for Grenaa Jernhandel - og så begyndte han at presse pap.
"Det var der stort behov for. Det var ført indsamlingen var sat i system, og det typisk var spejdere, der samlede papir," siger John.
Gerne være først
Han presser stadig pap, selv om råvarepriserne er i bund. I Erhvervsparken på Grenaa Havn, hvor han var første lejer til at rykke ind efter lukningen af Dansk-Norsk Kvælstoffabrik.
I det hele taget kan John lide at være først. Både med nyheder om, hvad der rører sig i lokalområdet - og i særdeleshed på havnen, som han følger tæt - og for eksempel ved at være den første, der leverer jern til Stena Recycling og være den første lastbil på vægten ved den nye shredder-maskine.
"Hvor længe jeg bliver ved? Det ved jeg ikke. Til jeg falder om, vel. Jeg har haft en spændende tid, og jeg troede jeg skulle være stoppet efter de 40 år, men nu er der så gået ti år mere. Og jeg har jo stadig med hobby med at samle på stort set alt. Jeg har jo 150 traktorer og mange gamle maskiner stående, og jeg kan da godt se, det ville lettere at samle på frimærker," siger John.
Han kører altid rundt med falkeblikket tændt. For tænkt nu, hvis der et eller andet sted er noget at hente for en samler.
"Hvis du vil have et godt råd, når du er ude at hente noget, så tag aldrig det hele med første gang. Der skal jo være en grund til at vende tilbage, og så finder man måske noget mere."
John Jensen gætter selv på, at han har kørt fire-fem millioner kilometer i sine lastbiler.
"Jeg er kun blevet stoppet af politiet to gange - og begge gange snakkede jeg mig ud af det. En fartbøde får jeg dog aldrig - for jeg kører aldrig hurtigere, end jeg skal se, hvad der gemmer sig rundt omkring."