Fortsæt til indhold

John Frandsen rykker til Søndergade

1. april flytter Ejendomsmægler John Frandsen til Søndergade i Hadsten

Samfund
Anette Bonde

Ejendomsmægler John Frandsen er vant til at formidle nye huse og lokaler til alle mulig andre. Nu går ejendomshandleren selv med flytteplaner.
1. april flytter Ejendomsmægler John Frandsen fra Hadsten Centret til nye lokaler i Søndergade 13 i Hadsten.

Bedre placering

Ejendomsmægler Daniel Munk-Hansen forklarer, at flytningen sker for at få mere synlighed.
“Forretningen har ligget rigtig fint i Hadsten Centret, og der har været gode parkeringsfaciliteter. Men efter at centret blev så godt som tømt for butikker, vil vi gerne flytte til et mere befærdet strøg.”
Daniel Munk-Hansen udgør den faste stab i Hadsten-afdelingen sammen med trainee Mikkel Iversen.
Ejendomsmægler John Frandsen har haft adresse på førstesalen Vesselbjergvej 6E i Hadsten Centret siden 2006. Den nuværende butik er knap 200 kvadratmeter, og butikken på Søndergade er cirka 120.
“Vi har mange kvadratmeter i dag. Vi glæder os til at indrette os i lidt mindre rammer og gøre det til et hyggeligt sted i gadeplan.”

Gang i omsætningen

Daniel Munk-Hansen og Mikkel Iversen har travlt. Hushandlerne i Favrskov er kommet pænt op i gear efter nogle års stilstand under finanskrisen.
“Det går hurtigere med omsætningen i dag end for bare et-to år siden.”
Tendensen er, at folk nu søger udad fra Aarhus nu, hvor boligpriserne i den østjyske hovedstad er stigende, forklarer Daniel Munk-Hansen. I Hinnerup er der, hvad han kalder for pæne prisstigninger.
“Eksempelvis ville en 1970'er villa i Hinnerup på 130-140 kvadratmeter, der i 2014 blev solgt for 2 mio. kroner, nemt stige 400.000 og bliver solgt for 2,4 mio. i 2017.”
Hammel og Hadsten begynder så småt at følge efter. Hvis man tager udgangspunkt i ovenstående eksempel, ville de tilsvarende tal for Hadsten være en prisstigning på 200.000 - 250.000 og for Hammel cirka 150.000, anslår Daniel Munk-Hansen.

Også gang i landet

Huskøberne generelt har stadig mest fokus på byerne, der jo kan byde på flere faciliteter end de mindre landsbyer og landdistrikterne, blandt andet flere butikker og kollektiv transport. Men udenfor byerne er der i dag også flere købere i markedet, og det gælder både boliger i landsbyerne og i det åbne land.
“Der er mange forskellige kundetyper. Det kan for eksempel være unge førstegangskøbere, der flytter fra en lejebolig i Aarhus og gerne vil have mere luft omkring sig.”