Nye regler vil give forældre mere indflydelse
Ekspert mener, at nye regler vil betyde, at forældre fremover vil blive inddraget mere i daginstitutioners daglige virke
Fremover vil man sandsynligvis se færre eksempler på, at forældre føler sig forbigået af ledelsen i deres børns dagtilbud.
Ifølge seniorkonsulent Susanne Pade fra Analyse- og Forskningsinstituttet Bureau 2000 er der for nylig sket ændringer, som betyder, at forældrenes rolle vil blive styrket.
Det handler dels om, at den enkelte institution får mere magt, og om at forældresamarbejdet får en mere fremtrædende rolle, som følge af nye retningslinjer fra Børne- og Undervisningsministeriet.
"Der blev sidste år indført nye regler, der lægger op til at styrke decentraliseringen. Det står nu meget tydeligt i 'den styrkede pædagogiske læreplan', at forældrene skal inddrages, og at det er op til de enkelte institutioner at kvalitetsudvikle og lægge planer herfor. Den enkelte børnehave får dermed mere indflydelse, og det vil styrke forældresamarbejdet," mener Susanne Pade.
At de enkelte institutioner får mere ansvar, betyder, at forældrene kommer tættere på ledelsesniveauet og dermed vil blive naturligt inddraget i flere beslutninger, mener Susanne Pade.
Hun var i 2013 medforfatter på en undersøgelse om forældres indflydelse i kommunale daginstitutioner, og her var konklusionen, at forældrene ofte manglede reel indflydelse.
"Der var kæmpestor forskel landet over. Men generelt var der mangel på medbestemmelse fra forældrenes side. Men jeg tror, at de nye regler vil være med til at rette op på det. Der er en øget decentralisering i gang, hvor der ellers i mange år har været en tendens til mere og mere centralisering."
Hvorfor er det vigtigt, at forældrene føler sig inddraget i daginstitutionernes arbejde?
"Forældrene bliver frustrerede, hvis beslutninger bliver taget hen over hovedet på dem. Og det går ud over personalet i daginstitutionerne. Pædagogerne vil komme i et dilemma, hvor de skal være loyale over for enten ledelsen eller forældrene. Det skaber generelt ikke et godt miljø i institutionen," lyder det fra seniorkonsulenten.
Er der en bagatelgrænse for, hvad forældrene skal have indflydelse på? Eksempelvis om der skal serveres mælk i daginstitutionen?
"Det afhænger af, hvor meget det betyder for hverdagen i daginstitutionen. Hvis det også har indflydelse på hele madbudgettet, og på hvor meget tid personalet bruger på eventuelle retningslinjer i den forbindelse, så kan man godt forestille sig, at det vil blive besluttet i de enkelte enheder, hvor forældrene tages med på råd."
Hvornår vil man se ændringen i praksis, hvis reglerne allerede er trådt i kraft?
"Det er svært at sige. Men et af formålene med ændringen har været at give forældrene mere medbestemmelse. Jeg siger ikke, at det løser alt, men jeg tror på, at vi fremover vil se færre eksempler på, at forældre føler sig sat uden for indflydelse."