Fortsæt til indhold

Så meget bliver el-løbehjulene i Aarhus brugt

VOI, der lejer el-løbehjul ud i Aarhus, er tilfreds med modtagelsen fra aarhusianerne

Samfund
Danni Paulsen

De orange el-løbehjul er blevet en fast del af bybilledet i Aarhus.

25. april indtog den nye transport-dille landets næststørste by, og indtil videre er det kun svenske VOI, der har fået adgang til det aarhusianske marked med en aftale med kommunen om et toårigt forsøg.

Og de 150 el-løbehjul, der er placeret i byen, er blevet brugt flittigt. Det viser tal, som Lokalavisen Aarhus har fået fra VOI.

Siden introduktionen er der kørt i alt 82.300 ture i Aarhus med en samlet længde på 350.500 kilometer.

Det svarer til, at løbehjulene gennemsnitligt tilbagelægger en distance på 2.655 kilometer om dagen.

Ifølge VOI har den aarhusianer, der har været flittigst et af de orange el-løbehjul, kørt hele 111 ture.

"Vi er meget tilfredse med den udvikling, der har været i antallet af ture, der er kørt indtil videre og den dialog, vi indgår i med byen og borgerne," siger kommunikationschef i VOI, Kristina Hunter Nilsson.

Kritik

Siden løbehjulenes indtog i Danmark har det moderne transportmiddels klimabelastning været til heftig diskussion på grund af dets korte levetid. I især København, hvor man har flere udbydere, har der også været en del kritik af, at el-løbehjulene ligger og flyder i gaderne.

Problematikken har dog været knap så stor i Aarhus, hvor der dog har været kritik af, at de bliver brugt i storcentre og på Strøget.

Lige nu tester man dog begrænsninger, der praktisk talt gør det umuligt for el-løbehjulene at køre på Strøget og på torve.

"Vi må erkende, at der har været nogen modstand, men som disse tal viser, så har danskerne taget dette nye, bæredygtige og lettilgængelige transportmiddel til sig. Vi har været i Danmark i mindre end et år, og allerede ser rigtig mange mennesker det som en naturlig del af deres by og deres hverdag," siger Kristina Hunter Nilsson.

dp