Fortsæt til indhold

Chefredaktørens klumme: Godt nytår, Aarhus!

Lokalavisens ansvarshavende chefredaktør garanterer, at vi vil fortsætte med at dække det liv, der leves lige uden for læsernes hoveddør og dermed læsernes liv. For det er præcis dét, der gør vores aviser så særlige

Samfund
Arkiv

I disse dage rinder året ud, og vi siger farvel til et årti og goddag til et nyt. På Lokalavisen Aarhus og Århus Onsdag ser vi frem til det nye år med store forventninger. Vi har i årets løb skrevet en stribe artikler om store og små emner, som vi vil genbesøge i 2020.

En af de større ting, vi har haft fokus på, har været de enorme besparelser, som blev krævet gennemført på Aarhus Universitetshospital. Besparelser der reducerede det stort anlagte supersygehus til et knapt så super sygehus. Vi vil i 2020 genbesøge mange af de kilder, vi talte med på hospitalet, og høre, hvordan situationen er efter de mange besparelser.

Lokalavisen Aarhus har i årenes løb skrevet en stribe artikler om, hvad der kan synes som et ensidigt byråds fokus på, hvad der foregår inden for Ringgaden. I det seneste år har vi konstateret, at nogle af byens politikere rent faktisk er begyndt at kere sig om at udvikle hele Aarhus. Det vil vi følge tæt i det kommende år, ligesom vi vil holde øje med, hvad der sker og bliver bygget af nyt inden for Ringgaden.

Et andet vigtigt emne, som vi vil se på i løbet af 2020, er det trafikale kaos, som hersker i Aarhus, og som kun ser ud til at blive værre. Vi skrev i efteråret en serie om trafiksituationen i byen. I serien, som vi kaldte 'Vores trafik - løsninger eller kaos', skrev vi en lang række artikler foranlediget af en masse opfordringer fra vores læsere. Læserne gjorde os opmærksomme på de trafikale udfordringer, de møder hver dag rundt omkring i hele kommunen. Vi vil i 2020 fortsat have fokus på trafikken.

2020 bliver et år med øget engagement med læserne. Vi vil skrive nye artikelserier, hvor vi vil bede om læsernes hjælp til at finde de gode historier. Vi tror på, at vi bliver mere vedkommende og relevante for læserne, når vi "inviterer dem ind i redaktionslokalet" og lader os inspirere af læsernes ideer til historier. Det vil vi sætte fokus på i 2020.

På et mere lokalt plan har vi engageret os i debatten om, hvad True Skov skal bruges til. Med en stribe artikler og som arrangør, sammen med 'Vores Brabrand', af et debatmøde om netop brugen af True Skov, har vi fået engageret en række borgere, som vil være med til at pege på, hvordan vi kan udnytte byens nye skov, så der bliver plads til alle. True Skov vil også være et af de emner, vi vil fortsætte med at følge i 2020.

Jeg kan også garantere, at vi vil fortsætte med at dække det liv, der leves lige uden for læsernes hoveddør og dermed læsernes liv. For det er præcis det, der gør vores aviser så særlige. Godt nytår.

Med venlig hilsen

Claus Krogh

Ansvarshavende chefredaktør