Ny formand for Stafet for Livet Syddjurs er fundet
Tidligere sognepræst Viggo Noe, Rønde, tager over efter Dan E. Föh, Ryomgård. Han er tilbage i Rønde, som han han kender fra sin studentertid
SYDDJURS Styregruppen for Stafet for Livet Syddjurs har fundet ny formand. Det er Viggo Noe, Rønde, 68, der bor i Rønde.
Viggo Noe er født på en gård i Vandborg sogn ved Lemvig i en søskendeflok på 10 og er student fra Rønde Kursus og cand. theol. fra Aarhus Universitet.
Om studenter-tiden i Rønde fortæller Viggo Noe:
"Det var en tid, hvor jeg lærte at holde af egnen omkring Rønde med skovene og Kalø Slotsruin. I denne periode havde jeg fritidsjob på Tirstrup Lufthavn, hvor jeg klargjorde og lejede biler ud for Rent a car – Avis."
Uddannelsen på Aarhus Universitet blev i 1980'erne midlertidigt afbrudt af erhvervsarbejde. Det blev til en ansættelse som ufaglært sygehjælper blandt ældre, og for handicappede og pedelarbejde på en daginstitution for handicappede børn.
I 1995 blev Viggo Noe ansat som sognepræst i Vejby, Sejlstrup, Harritslev og Rakkeby sogne. Viggo Noe var ud over sognepræsteembedet kontaktpræst for hørehæmmede og var også en del af katastrofeberedskabet i Nordjylland.
Mødte Rie
I 1991 blev Viggo Noe alene med tre børn.
"Det var tiden, hvor jeg gjorde teologistudiet færdigt. Det var også tiden, hvor jeg mødte Rie, der også var blevet alene med 3 børn. Rie er uddannet som sygeplejerske. Vi blev gift og flyttede senere til Nordjylland, hvor jeg fik stilling som præst i 4 landsogne. Det var et spændende arbejde, hvor jeg var i kontakt med mange mennesker. Her kom vores fællesbarn til verden, så vi nu har 7 børn. Vi har nu tretten børnebørn og nr. 14 er vej," fortæller han.
Sygdom tæt på
Viggo Noe har selv haft kræften tæt inde på livet, da han allerede i begyndelsen af 2018 fik symptomer på, at noget var galt.
"Jeg sagde min stilling op i august sidste år, men det var først i slutningen af 2018, at jeg fik konstateret kræft i højre nyre og fik den fjernet i januar måned i år med håbet om, at nu var der styr på det. Desværre fik jeg allerede i maj måned konstateret, at kræften havde bredt sig til blæren og ikke nok med det, en PET scanning afslørede, at der også var kræft i skjoldbruskkirtlen, hvilket betød, at jeg havde to sideløbende operationsforløb næsten parallelt. Heldigvis har jeg fået den gode besked, at der ikke er konstateret kræft uden for de fjernede organer."
Glæder sig
Rie og Viggo Noe flyttede til Nygårdsvænget i Rønde 1 .april 2019 for at komme tættere på børn, søskende og gamle venner.
"Vi oplever Rønde som en spændende by med masser af livsudfoldelsesmuligheder," siger Viggo Noe.
Han håber at kunne leve op til tilliden, som styregruppen for Stafet For Livet Syddjurs har vist ham.
"Heldigvis er der en hel hær af folk, der er vant til at sætte Stafet For Livet på benene."
Stafet for Livet afvikles som altid i den første weekend i september fra klokken 12 middag lørdag til klokken 12 middag søndag i Byparken i Rønde.
Hovedformålet har altid været kombinationen af at samle penge ind til bekæmpelsen af den grimme sygdom, give oplysning om kræft, og give de kræftramte livsmod og styrke til at leve med sygdommen.