Fortsæt til indhold

Bogtrykkeren kom på cykel til Hinnerup

Rikard Olsen undersøgte avis-markedet før start

Samfund
Af Hanne Bliksted

Da den unge bogtrykker Rikard Olsen udgav det første nummer af Ugebladet for Hinnerup og Omegn i efteråret 1942, havde han fra hjemmet i Ikast forinden cyklet rundt i Østjylland for at undersøge, hvilke byer der manglede et ugeblad.
Det blev Hinnerup, hvor han i april 1942 startede Hinnerup Bogtrykkeri og dernæst etablerede ugebladet. Det var under 2. verdenskrig, og i starten skiftede ugebladet flere gange format på grund af papirmangel.

Ti ugeaviser

Efter starten på Søndergade hos slagter Sørensen i et hus ved siden af den nuværende Røde Kors' genbrugsbutik, byggede bogtrykkeren i 1951 bogtrykkeri på Ørstedsvej.
Det blev udvidet i 1969, så der blev plads til en avisrotation, og i nogle år blev hele ti ugeaviser trykt på Hinnerup Bogtrykkeri.
I 1979 kom datteren Birthe Olsen med i firmaet. Hun var uddannet pædagog men skiftede så at sige branche, først var hun på kontoret siden i ekspedition og teknik. Da hendes far døde i januar 1988, overtog hun virksomheden. Kort tid efter kom Benny Petersen ind i firmaet, og Birthe Olsen og Benny Petersen blev gift i 1990.
I 2005 solgte de avisen til Berlingske Lokalaviser og trykkeriet til Vitten Grafisk. Birthe Olsen døde i 2012, inden da var hun blevet skilt fra Benny Petersen, som nu er 73 år og bor i Hadsten.

Bogtrykker Rikard Olsen var nyuddannet bogtrykker, da han startede Hinneruo og Omegns Ugeblad. Privatfoto

På tre aviser

Faktisk har Benny Petersen arbejdet på tre af de aviser, som nu bliver til Lokalavisen Favrskov.
Han blev uddannet typograf i Hjørring i 1964. Fra 1972-75 var han driftsleder på Hammel Bogtrykkeri, i halvandet år fra 1986 til 1988 var han ansat hos Hadsten Bogtrykkeri, og i 1988 kom han så til Hinnerup Bogtrykkeri.
Der var han så frem til 2005, hvor hans arbejdsliv sluttede, da Berlingske Lokalaviser overtog ugeavisen.