Venskab: Børn og unge får ”nye søskende”
Børns Voksenvenner i Aarhus er klar med nyt initiativ: Børn omkring 10-15 år kan få en "storebror2 eller "storesøster" som ven gennem foreningen. Især unge mænd opfordres til at melde sig under voksenven- fanerne
venskab Det var en stor succes i Aalborg, så nu prøver den lokale afdeling af Børns Voksenvenner at gøre det i Aarhus: at skabe langvarige og gode relationer mellem børn med spinkle netværk og få voksenrelationer og unge mellem 20-35. "Vi prøver at ramme en målgruppe, som vi ikke nødvendigvis altid har haft så mange voksenvenner fra, nemlig de unge. Og vi kalder det at få en storebror eller storesøster, fordi det har en mere uforpligtende tone over sig end ordet "voksenven," som måske kan lyde lidt tungt og meget forpligtende i et ungt menneskes ører," fortæller Anne Klindt, som er konsulent hos Børns Voksenvenner.
Foreningen vil gerne høre fra alle interesserede unge, men lægger ikke skjul på, at de går efter at få flere mænd med på voksenven-holdet.
Mangler mænd
Børnene bliver altid matchet med en voksen af samme køn som dem selv, og lige nu er der flere drenge der mangler en voksenven, end der er unge mænd der har meldt sig – også i målgruppen 20-35. Blandt andet derfor prøver Børns Voksenvenner i Aarhus at få flere unge til at melde sig:
"Kvinder har en tendens til at melde sig af sig selv, men af en eller anden grund skal vi gøre lidt mere for at få mændene med. Det kan måske skyldes gamle kønsrollemønstre eller andre ting, og måske overtænker de unge mænd lidt, hvad det vil sige at være "storebror" barn. Det er vi ikke helt sikre på, men al vores målgruppeannoncering er i hvert fald målrettet mænd, og jeg kommer faktisk lige fra et møde i XL-byg, hvor vi fortalte lidt om mulighederne til de gode mænd derude," fortæller Anne Klindt med et varmt smil.
Flere interesserede
Projektet kører et år, og de første er allerede begyndt at melde sig. Børns Voksenvenner har blandt andet afholdt et informationsmøde for studerende på Fairbar på Klostertorv, hvor fire unge var seriøst interesserede og udfyldte informationsskemaer, som bliver brugt i den videre proces mod et eventuelt nyt venskab. Foreningen har også lavet en Instagram-profil, hvor man kan møde nogle af børnene og de unge, som har meldt sig som reservebror eller- søster.
Barnet og den voksne mødes typisk tre-fire gange om måneden, og de bestemmer selv, hvordan de vil bruge deres tid sammen, men det kan typisk være fælles interesser eller brætspil, fodbold, gaming eller bare spise en pizza sammen. De unge kommer igennem en særdeles grundig matchningsproces, og begge parter skal sige ja til hinanden til slut, når man er igennem alle trin i processen. På den måde kan man skabe en holdbar og langvarig relation, som bliver en vigtig og god oplevelse for alle, siger Anne Klindt:
"Det er en super vigtig indsats, som kan gøre en varig forskel for et barn, et venskab som har betydning for hele livet. De får en fortrolig, som er der fuldstændig frivilligt og af glæde og lyst – et gensidigt venskab, som åbner manges verden," fortæller Anne Klindt.
Se mere på voksenven.dk/aarhus eller på Instagram på boernsvoksenvenner_aarhus