Fortsæt til indhold

Debat: Visioner for Syddjurs - et godt 2020?

Samfund
Ole Bollesen (S), borgmester i Syddjurs Kommune:

"Sommeren 2019 var jeg på besøg i Memphis, hvor jeg besøgte museet for Martin Luther King, og genhørte hans berømte tale: “ I have a Dream”.

Nu var USA’s problemer i 1960’erne større end problemerne i Syddjurs i 2020 - og borgmesteren i Syddjurs kan ikke rigtig måle sig med Martin Luther Kings retorik.

Men jeg tør alligevel godt have nogle visioner for Syddjurs:

Vision 1: Et mere bæredygtigt Syddjurs:

Vores såkaldte paragraf 17 stykke 4 udvalg kommer i foråret 2020 med en række forslag til et mere klimavenligt og bæredygtigt Syddjurs. Det er ikke sikkert, at alle forslag kan lade sig gøre, men vi kan og skal sætte en retning. Det er fint at tænke globalt, men hvis vi vil gøre noget ved problemerne, er vi nødt til at starte lokalt.

Selv om Syddjurs er en stor pendlerkommune, kan vi godt køre lidt mere kollektivt - køre lidt mere sammen eller måske køre lidt mindre.

Vi kan godt passe lidt bedre på vores drikkevand, på vores natur og på vores kyster.

Jeg glæder mig til de mange forslag fra udvalget.

Vision 2: Et samarbejdende Syddjurs:

Politisk er det utroligt vigtigt, at vi kan samarbejde i byrådet, og det mener jeg at vi kan. Hvert parti skal selvfølgelig markere dette partis standpunkter, og vi er naturligvis ikke enige i alt – og det skal vi heller ikke være. Men jeg mener overordnet, at politikerne i Syddjurs kan samarbejde til gavn for borgerne.

Borgerne i Syddjurs skal også kunne samarbejde. Her tænker jeg på alt fra frivillige organisationer på ældreområdet, sportsforeninger og til vores distriktsråd. De frivillige og organisationer der kan samarbejde, kommer oftest igennem med deres projekter.

Vision 3: Et økonomisk velfunderet Syddjurs:

Budgettet for 2020 er mere ”robust” end budgettet for 2019. Derfor tror jeg på, at vi ikke vil se store budgetoverskridelser i 2020, og endelig er regningerne for de mange store byggerier ved at være betalt.

Mange spørger mig også, om vi i Syddjurs risikerer at få en ”Britta sag”, hvor der forsvinder midler fra vores fælles kasse. Da jeg blev borgmester, fik vi øget regnskabskontrollen, og jeg mener at vi har nogle regnskabssystemer, der i høj grad sikrer vores fælles kasse.

Vision 4: Hjælp til selvhjælp for borgerne:

Som borgmester støder jeg på mange udsatte borgere, der har brug for hjælp af forskellige grunde. Heldigvis oplever jeg, at mange borgere med en lille hjælp fra kommunen bliver i stand til at tage hånd om deres eget liv. Hele ideen med vores velfærdssystem er, at borgerne skal have hjælp til selvhjælp. Det kan være i kortere eller længere tid – men ideen er altid at vi som kommune skal forsøge at hjælpe borgerne til at ”mestre” deres eget liv. Heldigvis har vi også i Syddjurs mange virksomheder, der vil tage sig af borgere med forskellige udfordringer – vil tage det hensyn der skal til med henblik på at få borgeren på ret køl igen.

Vision 5: Syddjurs som en del af noget større:

Syddjurs Kommune deltager i en lang række forskellige samarbejder: Brandberedskab, turismesamarbejdet med Norddjurs, Århus og kommunerne omkring Århus, Business Region Aarhus, Den Østjyske millionby osv. Jeg bliver ofte spurgt, om det ikke går ud over vores selvbestemmelse.

Jeg mener, at alle disse samarbejder er med til at styrke Syddjurs, og at vi skal udbygge de forskellige samarbejder. Vi er nødt til at erkende, at vi er nabo til landets næststørste by Århus med universitet og store virksomheder. Et samarbejde kan næsten kun gavne Syddjurs, men vi skal selvfølgelig konstant være opmærksomme på, at vi ikke ”drukner” i det store fællesskab, og det er hele byrådets ansvar, at dette ikke sker.

Vision 6: Erhverv og turisme:

De mange samarbejder vi er en del af, skal naturligvis anvendes til at styrke vores erhverv i Syddjurs. Vi skal arbejde målbevidst på at øge antallet af arbejdspladser, og vi skal tænke både traditionelt og ud af boksen. Traditionelt skal vi styrke vores fødevareproduktion – også den økologiske og den specialiserede, og vi skal styrke vores mange håndværksvirksomheder. Men vi skal også satse på de såkaldt kreative erhverv: Kunst, kultur og IT virksomheder, som kan få gode vilkår i en kommune som Syddjurs.

Endelig skal vi arbejde målbevidst med turisme som et erhverv. Sikre flere overnatningsmuligheder. Forsøge at få spredt turismen i rum og tid. Altså en helårsturisme, der rækker ud i hele kommunen. Vi har så mange skønne steder i Syddjurs."