Fortsæt til indhold

Budget 2020: Syddjurs bevarer klippekortsordning

I modsætning til andre kommuner har man i Syddjurs besluttet at beholde den såkaldte klippekortsordning, hvor ældre borgere kan vælge ekstra hjemmehjælp, og den ekstra bemanding, der stammede fra værdighedspuljen

Samfund
Lars Norman Thomsen

Danske Ældreråd har i forbindelse med kommunernes budgetaftaler for 2020, gennemført en undersøgelse blandt landets 98 ældreråd.

Formålet har været at få et landsdækkende billede af udviklingen i serviceniveauet på ældreområdet, som det er afspejlet i kommunernes budgetter for 2020.

Undersøgelsen viser, at set over en bred kam er det ældrerådenes vurdering er, at ikke er udsigt til serviceforbedringer på ældreområdet næste år.

Det forventes, at 23 kommuner sænker serviceniveauet, som følge af at der ikke er afsat tilstrækkelige midler til ældreområdet i de kommunale budgetter. 60 kommuner vil have et uændret serviceniveau og i blot syv kommuner vurderer ældrerådene, at serviceniveauet på ældreområdet vil stige.

Nogle af de ældre borgere, der ifølge undersøgelsen, rammes af serviceforringelser, er plejehjemsbeboere og de svageste hjemmehjælpsmodtagere. I flere år har de via klippekortsordningen haft mulighed for at få en halv times ekstra hjælp om ugen til aktiviteter efter eget valg.

Den ekstra tid kan bruges til alt fra at komme ud i den friske luft og til at få ekstra rengøring ud i krogene.

Klippekortsordningen blev i de første år udmøntet som puljer, som kommunerne søgte om, men er senere overgået til det generelle bloktilskud. Det betyder, at selvom kommunerne stadig får pengene, er de ikke længere forpligtigede til at bruge dem til netop klippekortsordningen. Hermed er ordningen kommet i spil, når kommunerne drøfter besparelser.

Undersøgelsen viser, at flere kommuner ikke har afsat penge i næste års budget til klippekortsordningen.

Syddjurs fastholder

Syddjurs er blandt de kommuner, der har valgt at beholde klippekortsordningen, hvor borgere kan vælge ekstra hjemmehjælp, og den ekstra bemanding, der stammede fra værdighedspuljen - dog reduceres området med 0,5 mio. kroner.

Klippekortet giver den ældre, der er visiteret til ordningen, ret til 30 minutters ekstra hjemmehjælp om ugen, som den ældre selv bestemmer, hvordan han eller hun vil bruge. Det er altså en halv time ud over den tid, som man er visiteret til.

Man behøver ikke at bruge en halv time hver uge. I stedet kan klippene spares op, så man har mere tid til det, man ønsker.

Klippekortordningen omfatter plejehjemsbeboere og ældre i plejeboliger. Endvidere også hjemmehjælpsmodtagere. For alle gælder, at de skal være visiteret til ordningen for at kunne få et klip. Danske Ældreråds undersøgelse viser, at 23 kommuner på næste års budget ikke har afsat penge til klippekortsordningen til plejehjemsbeboere, ligesom 34 kommuner ikke har afsat penge til klippekortsordningen til de svageste hjemmehjælpsmodtagere.