Fortsæt til indhold

Kom med ind i det kunstneriske maskinrum i ny udstilling

Hvordan bliver en løs idé til et færdigt kunstværk? Hvor kommer inspirationen fra? Hvilke eksperimenter og overvejelser går forud? Og hvordan får idéen form i værkstedet? Du får nogle af svarene i Glasmuseet Ebeltofts nye udstilling In the Making, som sætter fokus på den kreative proces.

Samfund
ah

Fredag 13. januar er der fernisering på Glasmuseet Ebeltofts nye udstilling.

De ti kunstnere, som er repræsenteret i udstillingen, tilhører en stærk generation af yngre glaskunstnere, der alle arbejder professionelt med glas. Spændvidden er stor og emnerne mange. Fra eksperimenterende og materialebaserede praksisser hos Ida Wieth og Johanne Jahncke til undersøgelser af naturens udtryk og råmaterialer hos Morten Klitgaard og Lise Eggers. Karen Nyholm skaber figurative fortællinger om magiske væsener. Aoife Soden dykker ned i maritime symboler og sømandstatoveringer, mens Marie Retpen udforsker den uperfekte krop. Jonas Noël Niedermann leger med glassets optiske kvaliteter. Bjørn Friborgs udtrykker værkstedets energiudladninger i skulpturelle ’implosioner’, og Tobias Sode kaster sig over nye kunstneriske udtryk efter genopdagelsen af ungdommens yndlings-computerspil, Tetris.

Kridttegninger og noter på sorte tavler formidler den kunstneriske proces og giver gæsterne et indblik i inspirationskilder, overvejelser, eksperimenter og metoder. I mange glasværksteder tegner kunstnerne skitser med kridt, før de begynder arbejdet med det varme glas. Metoden og formidlingen skal også inspirere publikum til at engagere sig kreativt i udstillingen. De opfordres til at tegne egne skitser, hvoraf tre i løbet af udstillingsperioden udvælges og realiseres i museets værksted.

Fælles for kunstnerne i udstillingen er, at de alle har modtaget Finn Lynggaards Legat, som er blevet uddelt af Finn Lynggaards Fond siden 2010. Udstillingen er kurateret i samarbejde med Eva Lynggaard (Finn Lynggaards datter) og Tchai Munch (glasformgiver og Finn Lynggaards enke) og kan ses frem til 16. april 2023.

Finn Lynggaards Fond

Finn Lynggaards Fond blev oprettet i forbindelse med Finn Lynggaards 80-års fødselsdag den 11. januar 2010 som en fødselsdagsgave og en hyldest til den danske glaspionér og initiativtager til Glasmuseet Ebeltoft. Formålet var hvert år omkring Finn Lynggaards fødselsdag at uddele et legat til en udøvende glaskunstner med henblik på videreuddannelse eller studierejse. Fonden har således gennem mere end ti år støttet en række yngre glaskunstnere i deres videre udvikling mod nye kunstneriske udtryk.

In the Making markerer afslutningen på legatets uddeling.

10 kunstnere giver et indblik i den kreative proces i ny udstilling på Glasmuseet Ebeltoft. Udstillingen ’In the Making’ fortæller, hvordan vilde idéer bliver til kunstnerisk virkelighed. Gæsterne kan være heldige at få virkeliggjort deres egne idéer til et kunstværk i museets værksted ved selv at tegne en skitse, hvoraf tre af dem i løbet af udstillingsperioden vil blive udført af en af kunstnerne.