Fortsæt til indhold

Fest: Grundloven og Himmelbjerget

Journalist og forfatter Lea Korsgaard taler på Himmelbjerget grundlovsdag - elever fra Frijsenborg Efterskole deltager

Samfund
Arkiv

Grundlovsdag Så skal grundloven fejres. Det sker ved, at Lea Korsgaard holder tale ved grundlovsfesten på Himmelbjerget.

”Skal vi tale sammen?” er overskriften på den tale, som journalist, forfatter og stifter af Zetland, Lea Korsgaard vil holde på scenen ved årets Grundlovsfest 5. juni på Himmelbjerget. Arrangørerne i Hotel Democracy har nemlig traditionen tro kaldt på en hovedtaler, der kan sætte helt nye tanker i spil omkring demokratiet og vores måde at debattere det på.

"Alt for ofte handler den politiske debat om spilfægteri og taktik – frem for substansen og det, der faktisk betyder noget: Hvor skal vi hen som samfund? Spilblikket på politik afføder en kynisme, som er dræbende for enhver samtale og for et godt samfund," lyder det fra Lea Korsgaard, som man til daglig kan møde som chefredaktør på zetland.dk.

På scenen får Lea Korsgaard selskab af unge elever fra Ry Højskole og helt unge fra Frijsenborg Efterskole. De vil – hver på sin vis – forholde sig til spørgsmålet om, hvordan vi taler sammen om indretningen af den verden, der omgiver os. Grundlovsfesten begynder kl. 09.30.