Fortsæt til indhold

Boligforening stemte ja til nedrivning i Gellerup og Toveshøj

Med 50 stemmer for og 44 imod vedtog repræsentantskabet i Brabrand Boligforening den omstridte udviklingsplan for Gellerup og Toveshøj

Samfund
Jonas Hvid og Esben Larsen Mikkelsen, JP Aarhus

Modstanden fra Gellerupparken og Tovehøjs medlemmer af Brabrand Boligforenings (BB) repræsentantskab var ikke nok til at få dumpet boligforeningens nedrivningsaftale med Aarhus Kommune.

50 medlemmer i repræsentantskabet stemte mandag aften på et ekstraordinært møde således for den såkaldte udviklingsaftale for Gellerup og Toveshøj, mens 44 stemte imod.

"Efter min opfattelse var ingen glade for resultatet, der jo indebærer nedrivning af 600 boliger, men flertallet mente, at alternativet sandsynligvis ville blive endnu værre," siger Keld Albrechtsen, formand for BB om resultatet.

Formanden henviser således til, at boligforeningen ifølge et oplæg til repræsentantskabet vil være ringere stillet, hvis der var blevet stemt nej. Blandt andet mener BB, at der bl.a. ville være en risiko for, at genhusningsforholdene ville blive forringet, og at flere boliger ville skulle rives ned.

Kommunens og boligforeningens plan indebærer bland andet., at der skal rives syv blokke svarende til 400 boliger ned i Gellerupparken samt 200 boliger i Toveshøj, hvor der endnu ikke er sat antal og navn på blokkene.

Udviklingsplanen skal også godkendes af byrådet, som på et møde den 15. maj sendte denne i økonomiudvalget og tirsdag sidstebehandler planen.

Planen skal sendes til Transport-, By- og Boligministeriet inden den 1. juni 2019.