Hornslets handelsliv klar til By Night Festivaloptakt
Onsdag holder butikkerne åbent til klokken 22, og hvis vejrguderne vil, er der lagt op til en forfest til årets Rosenholm Festival for både små og store
HORNSLET Marianne Arved bestyrer af Matas i Hornslet gennem de seneste syv år, er både lidt vemodig og spændt på, hvad fremtiden bringer for hende personligt.
Det vender vi tilbage til længere nede i artiklen, men faktum er, at Hornslet Handel som altid er klar til at slå til søren forud for weekendens Rosenholm Festival.
I år tyvstarter By Night onsdag aften mod sædvane torsdag. Forklaringen er selvfølgelig, at det er Kristi Himmelfartsdag torsdag.
Det betyder dog ikke, at der er skortet på aktiviteterne i bymidten til By Night. Butikkerne har åbent til klokken 22, og opbakningen er uovertruffen, fortæller Marianne Arved.
På byens torve kommer der i løbet af sen-eftermiddagen og aftenen med til at summe af liv.
"Vi laver en familieaften, hvor både mor og far og børnene får nogle gode timer med aktiviteter til alle aldersklasser," siger Marianne Arved.
Oles Pizza
Ole Christian Olesen fra Hammel - iværksætteren bag Oles Pizza - møder op med sin rullende pizzabageovn på hjul i tidsrummet 16-18.
Der bliver mulighed for smagsprøver og naturligvis også mæske sig med hjemmebagte, økologiske pizzaer, mod betaling, i større omfang.
Lokale Jan Wisler Ledegaard, der i juli 2018 åbnede Rosenholm Bryghus på Løgtenvej, dukker også op i bymidten for at servere smagsprøver på, hvad han lige nu tryller frem i sit hjemmebryggeri.
Til børnene er der et eldorado af klassiske hoppeborge, og til de kaffetørstige en kop mokka i flere afskygninger.
Djurslands Bank ruller sin brune kaffebus ud på gaden og den lokale bager bidrager med kage til kaffen.
"Aktiviteterne kommer til at foregå på Lille Torv ved Matas og på Ny Torv ved Skobox," forklarer Marianne Arved.
Musikken leverer forsangeren fra bandet GAS-BI-DUA, der også skal spille på årets Rosenholm Festival.
Som navnet antyder er det kærligheden til ungdommens helte i Gasolin og Shu-Bi-Dua, der driver værket i GAS-BI-DUA, så vær klar til Rabalderstræde, Stærk Tobak, Langebro og Folkevognen.
Sidste nat med kliken
Så er vi nået til at afsløre, hvorfor Marianne Arved på en gang både er vemodig og spændt. Det første fordi hun takker af i Matas ved maj måneds udgang for i stedet at tiltræde lederstillingen i Matas Silkeborg.
"Det er med meget stor vemod, at jeg stopper i Hornslet efter syv år, hvor jeg sammen med mine dygtige medarbejdere har fået skabt en god og velassorteret butik. Heldigvis har jeg stor tiltro til, at udviklingen vil fortsætte med en ny leder," siger Marianne Arved.
Hun glæder sig naturligvis også til at prøve kræfter med en endnu større Matas butik i Søhøjlandets hovedby.
"Jeg bor i Hammel, så med hensyn til transport sparer jeg en pæn del tid, men det er ikke det primære. Når man har været syv år et sted, har jeg ladet mig fortælle, at det er en god idé at stoppe op og overveje fremtiden. Da jeg fik muligheden for at komme til Matas i Silkeborg, følte jeg, at tiden var kommet til at skifte."
Marianne Arved ved endnu ikke, hvem der skal overtage efter hende i Hornslet, men hun forsikrer, at butikken fortsætter fremover.
Matas Hornslet beskæftiger fire medarbejdere full time og en på deltid.