Fortsæt til indhold

Rotter lukker - igen - Kvickly i Skanderborg

Håbet et at åbne som normalt onsdag morgen

Samfund
Claus Sonne

Så er den gal igen i Kvickly på Adelgade, der igen har måttet hænge de gule 'lukket-skilte' op på grund af en rotte.

"Der blev set en rotte i butikken mandag aften, og så lukker vi naturligvis ned, til den er fanget," siger varehuschef Jacob Ring.

Han havde ellers håbet, at eksperterne efter det seneste rottefund havde fundet alle de steder, hvor en rotte kan skaffe sig adgang til bygningen.

"Men det var ikke tilfældet," konstaterer han.

Skanderborg Forsyning, Skanderborg Kommune og COOPs egne rottebekæmpere har i løbet af tirsdagen forsøgt at finde en løsning på plagen. Der har blandt andet været indsat flere rottehunde, og flere steder har mange kunnet se røg stige op fra de kloakker, der efter alt at dømme er der, hvor rotterne kommer fra.

Der blev set en rotte i butikken mandag aften, og så lukker vi naturligvis ned, til den er fanget

For nylig skiftede Skanderborg Forsyning taget på den pumpestation, der ligger på Kvicklys p-plads. Det passer som fod i hose med de problemer, I har haft med rotter. Er der en sammenhæng?

"Du er ikke den første, der laver den sammenhæng, men vi ved det ikke. Lige nu handler det bare om at få løst problemet, så vi kan åbne igen," siger Jacob Ring og tilføjer:

"Men i de godt 10 år, jeg har været i butikken, har vi kun en enkelt gang haft et rotte-problem, nemlig da vi i 2011 byggede om. Så vi ærgrer os selvfølgelig."