Fortsæt til indhold

Debat: Socialdemokratiet vedkender sig ansvaret - hvad med I andre partier?

Samfund
Michael Stegger Jensen, gruppeformand i Socialdemokratiet i Syddjurs, på vegne af byrådsgruppen - Syddjurs Byråd:

"Økonomien i Syddjurs Kommune er i øjeblikket et tema i byrådssalen og i de lokale medier. Her vil jeg komme med Socialdemokratiets version, og nogle facts der vil klæde debatten.

I flere fagudvalg er der pres på budgetterne, dette har medført at et enigt økonomiudvalg indstillede, at sende 1. kvartals budgetopfølgning tilbage til de respektive fagudvalg, hvor der blev bedt om at overholde budgettet, og hvor forvaltningen kommer med forslag til, hvordan dette kan lade sig gøre.

Der blev i oktober sidste år vedtaget et budget, hvor det nu bliver diskuteret om det er bredt eller smalt. Faktum er, at 63 procent af Byrådet stemte for budgettet, og at 0 procent stemte imod. Dette for at understrege, at de tre partier der undlod at stemme, var enige i stort set hele det vedtagne.

Derfor forventer jeg også, at et samlet Byråd står ved det budget, der er lavet.

Vi havde et stort kassetræk i 2018, og vil have det samme i 2019. Dette er pga de store investeringer vi i Byrådet har lavet i vores kommune. Investeringer der skal sikre en sund og stærk økonomi i fremtiden i Syddjurs Kommune.

Lillerupparken med plejeboliger og Byens hus i Rønde. Et helt nyt demenscenter i Kolind. Det store projekt Maltfabrikken i Ebeltoft. Byens hus i Mørke. Massivt opkøb af jord i Hornslet, så vi kan udvikle grunde i byen. 1. etape af Nord/Sydvejen, hvor vi sikrer trafiksikkerhed på vej mod Djurs Sommerland.

Alt dette er planlagte investeringer, og disse ruster Syddjurs Kommune til fremtiden

Alt dette har et samlet Byråd vedtaget.

Dette kaldes planlagt nedsparing, vi investerer vores penge i fremtiden. Dette har været planlagt gennem en årrække, at investere i de gode tider, og dette via store engangsbeløb til de nævnte anlæg.

Det er jeg og mit parti helt trygge ved. Ligesom vi i Socialdemokratiet er klar til igen at bygge kassen op. Og det er vigtigt at understrege, at det er vores mål de kommende år, at få kassen fyldt op igen. Men stadig vil vi investere i forebyggelse og i lokale initiativer, hvor det giver mening.

På landsplan er flere kommuner presset på økonomien. Dette pga en årlig besparelse på 500 mio på vores budgetter samlet i kommunerne.

Dette er sat i verden af den nuværende regering.

Socialdemokratiet ønsker at afskaffe disse besparelser, og som almindelig borger i Syddjurs Kommune, er det op til dig, om du vil fortsætte i den retning.

Det vil vi ikke, vi vil en stærkere og mere retfærdig fordeling af pengene i Danmark.

Med disse ord ser vi i Socialdemokratiet frem til at samarbejde med alle partier i Syddjurs Byråd, der ønsker at tage ansvar.

Det gør vi."