Debat: Fra Syddjurs Byråd til ministeren: Slip os fri fra de nationale test
"Et flertal i Syddjurs Byråd har netop besluttet at rette henvendelse til Undervisningsministeriet for at blive fritaget for de nationale test.
Vi vedtog også at forvaltningen foreløbigt ikke skal bruge resultaterne af nationale test til at vurdere og sanktionere de enkelte skoler. I forvejen har vi vedtaget at gøre de frivillige nationale test frivillige for skolerne i Syddjurs.
Det gør vi først og fremmest af hensyn til vores børn der i stigende grad lider under det præstationspres som er medvirkende årsag til at flere får stress og angst. Vi ser i disse år en voldsom stigning i stress, angst og forskellige diagnoser hos vores børn og unge. Generelt ligge Syddjurs højt i forhold til stress.
Hvorfor, er det ikke nemt at give et entydigt svar på, men nogle af faktorerne er formodentlig at forældrene har mere travlt, den øgede udbredelse af sociale medier så du altid er “på” og nedskæringer på daginstitutioner og skoler så der ikke er så meget tid til det enkelte barn. Men en væsentlig faktor er formodentlig også den præstationskultur vi udsætter børn og unge for, hvor de bliver udsat for en lang række test og vurderinger som karakterer og uddannelsesparathedsvurderinger.
En lang række test er fornuftige, f.eks. sprogtest og test for ordblindhed og de test det pædagogiske personale kan anvende til at give bedre læring og trivsel. Men udover de fornuftige test bliver børnene udsat for en række centralt bestemte test som ofte ikke giver nogen pædagogisk mening og som går ud over børnenes trivsel og faglige udvikling. De nationale test har vist sig at være dybt problematiske da de formodentligt måler forkert og derudover har en begrænset pædagogisk relevans.
I den kommunale valgkamp lovede Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten i et fælles oplæg at arbejde for at stoppe overflødige tests fordi vi mener at test kun skal laves når de giver pædagogisk mening.
Ved Folketingsvalget går Enhedslisten til valg på at vise tillid til og give magt tilbage til de profesionelle der hver dag arbejder med børnene, vi går til valg på tilføre flere ressourcer så der kan blive tid til forberedelse og kvalitet i arbejdet og vi går til valg på en fuldstændig afskaffelse af de nationale test."