Blomstermarked og sunde pizzaer
Glade dage ved SuperBrugsen i Glesborg
GLESBORG Der har været liv og glade dage ved SuperBrugsen i Glesborg.
Et blomstermarked i øsende regnvejr. Det gav lidt panderynker hos uddeler Andreas Bach fra morgenstunden, som sendte live på facebook tidligt om morgenen for at berolige folk med, at der var rejst et telt til lejligheden, hvor folk kunne gå tørskoet rundt mellem de mange planter. Heldigvis for Superbrugsen, så var der rigtig mange, som trodsede regnvejret og mødte op for at købe planter til drivhus og have.
Under halvtaget ved siden af blomsterteltet havde bestyrelsen taget opstilling ved grillen for at dele gratis pølser ud til publikum. Blomstermarkedet var annonceret fra klokken 10 til kl. 15, og i dette tidsrum uddelte bestyrelsen ikke mindre end 60 kilo af slagterens hjemmelavede pølser – svarende til lidt under 600 grillede pølser. Så succesen var hjemme, kunne uddeleren bagefter konstatere.
Forleden var der igen et arrangement foran Superbrugsen. GoCook on Tour besøgte butikken, og eleverne fra 4. klasse på Glesborg Skole hjalp til med at bage sunde, grønne pizzaer, som blev delt ud til kunderne. Der blev taget godt imod pizzastykkerne, og mange kunder fik samtidig en opskriftsbog med hjem. Så endnu en succes var igen i hus.