Debat: Kommentar til vedtagelsen af Lokalplan 420 o.a.
DEBAT Er det acceptabelt i et demokrati, at det er byrådet som udstikker retningslinjerne for en lokalplan, og så selv skal godkende den?
I Lokalplan 420 har man fuldstændig overladt ønsker og udformning af planen til Nationalpark Mols Bjerge,som med sit skitseforslag fuldstændig har tilsidesat alle tidligere gældende fredninger og begrænsninger. Ud over at have tilpasset skitseforslaget i lokalplanen har man også indplaceret mulighed for fire selvstændige bygninger (is- og pølseboder) på 25 m2 uden dog at vise disses placering.
Byrådet har vedtaget lokalplanen uden at tage notits af, at der er cirka dobbelt så mange indsigelser mod planen som for, dertil er der også de godt 6000 underskrifter for bevarelsel af Sotskroen. Det er trods alt politikernes vælgere, der har protesteret. Normalt tror og håber man, at politikerne lytter til deres vælgere. Dog ikke i dette tilfælde.
Det undrer mig, at to personer i byrådet har stemt for lokalplanen, da de også er i bestyrelsen for nationalparken og altså inhabile.
I min terminologi er man inhabil, når man repræsenterer begge sider i sagen.
Det er skuffende, at både borgmesteren og formanden for Nationalparken ikke har bemærkninger til Lokalplan 420, da de henholdsvis har givet udtryk for bevarelse af Slotskroen og placering af p-plads andetsteds.
Det er sørgeligt, at man i planen ser bort fra fredningsnævnets påbud om byggehøjde på nyanlæg. Højden er angivet til facadehøjden på Strandhuset (højden er 3 m).
Jeg har tidligere oplyst om retten til hævd for benyttelse af den eksisterende p-plads og vej til ruinen øst for Slotskroen. Denne ret vil man fastholde, da man tillige på dæmningen har et stykke såkaldt middelaldervej. Vejstykket må for at bevare sin status skulle have den oprindelige forbindelse til Molsvej, altså over nuværende p-plads øst for Slotskroen.
For bevaring af nuværende p-plads er også, at kajakroere bruger den hele sommeren som udgangspunkt til Egens Bugt.
Er det rimeligt, at man ofrer unikke rekreative og bevaringsværige naturværdier, for muligvis at femmme turismen?
Når man ser på andre centre i landet, som skal betjene besøgende, er det kun muligt i disse at blive betjent i restaurationen i turistsæsonen.
Jeg konstaterer, at Skov- og Naturstyrelsen med den nuværende ledelse har gjort alt for at misligholde den nuværende Slotskro både bygningsmæssigt og ved at begrænse åbningstiden.
Jeg har fået svar på indsigelserne generelt for Lokalplan 420 fra Plan og udvikling. Min indsigelse var noteret som nr. 90, men i svaret er jeg henvist til nr. 98, som ikke refererer til noget svar.
Jeg har analyseret svarene på indsigelserne som følger:
Ikke imødekommet: 43.
Taget til efterretning: 39.
Bemærkning ikke anledning til ændring: 42.
Imødekommet: 4.
Delvis imødekommet: 2.
Man læser: Forvaltningen har vurderet ---
Er forvaltningen mere kompetent til at vurdere end klagerne?
Til oplysning: Jeg afsluttede min uddannelse i 1953, men mener stadig, den har gyldighed.
Gerne svar og kommentarer til ovenstående.