"Hjælp til AUH er en statslig opgave"
Der gives raks væk hjælp til Rigshospitalet. Hvorfor skal AUH så ikke også have hjælp, spørger Dansk Folkepartis Mette Hjermind Dencker
fv 19 Dansk Folkepartis Mette Hjermind Dencker lyttede ikke kun til sine speed-datere tirsdag aften på Skanderborg Bryghus. Hun gav også flere af dem sin mailadresse og opfordrede dem til at kontakte hende efter valget, så hun kunne hjælpe dem videre med deres problemstillinger.
"Jeg synes, vi fik mange gode snakke. Det var alt muligt forskelligt lige fra psykiatrien, ALS-patienters problemer med at få rettidig hjælpe, besparelserne på Aarhus Universitetshospital, klima til udlændinge. Vi kom vidt og bredt omkring," fortæller hun.
Hvad håber du, folk tog med sig hjem?
"Der er faktisk mange af dem, hvor jeg har givet dem min mailadresse og sagt, at de skal kontakte mig på Christiansborg. Der var også nogle af tingene, hvor vi ikke kunne nå at debattere det igennem, og der har jeg sagt, at det her hjælper jeg dem med efter valget."
Du blev også spurgt ind til besparelserne på Sølund?
"Jeg vil rigtig gerne høre, hvad kommunen har af begrundelser. Jeg vil gerne høre, hvad det er helt konkret, der bliver sparet på. Jeg vil vide, hvad det er, den handicappede har brug for, som den handicappede ikke får. Hvis jeg ved det helt konkret, så har jeg mulighed for at gøre noget ved det."
Hvad har du selv fået ud af speed-daten?
"Rigtig meget. Der er meget, jeg vil tage med mig og det er jo fantastisk. Jeg har fået meget input især på sundhedsområdet. Især det der med, at vi skal være bedre til at tage hånd om psykiatrien og dem, der desværre har psykisk vold tæt inde på livet. Og ja, så skal der altså også gives støtte til Aarhus Universitetshospital. Vi gør det jo rask væk til Rigshospitalet, og på Aarhus Universitetshospital har de jo et mega underskud. Jeg synes, det er en statslig opgave at hjælpe her.