Fortsæt til indhold

"Valget ER vigtigt, så værn om vores dejlige demokrati og stem!"

12 lokale folketingskandidater krydsede tirsdag 28. maj klinger med 25 af UgeBladets læsere på Skanderborg Bryghus. Det var en aften i demokratiets tegn, og det gik forrygende

Samfund
Af lokalredaktør Grethe Bo Madsen

Kommentar Det var med bange anelser, vi kastede os ud i et for os helt nyt valgarrangement: En speed-date på Skanderborg Bryghus med en flok læsere og 12 lokale folketingskandidater. Det gik forbavsende godt. Der blev lyttet, debatteret og ja, drukket noget øl.

Hvilke spørgsmål poppede så op, da folket mødte de lokale kandidater. Det gjorde en række stærke spørgsmål knyttet til personlige oplevelser.

"Der mangler sosu’ere til at putte min far om aftenen. Min søns liv på Sølund nærmer sig det uværdige. Jeg har ALS, og har måttet kæmpe en opslidende kamp for at få hjælp. Min datter er ordblind, men hendes skole har hverken viden eller ressourcer til at hjælpe hende. Jeg er sygeplejerske og stolt af min afdelings tårnhøje faglige niveau, men nu skal vi igennem en urealistisk spareplan og mange fyringer.”

Valget betyder noget

Folketingsvalget på onsdag betyder faktisk rigtig meget for os her i Skanderborg Kommune.

Mange nye familier vælger at slå sig ned i Skanderborg Kommune. Vi har en af landets største vækstrater. Det er godt. Det er bare ikke så godt, at daginstitutioner og skoler ikke kan følge med. Og slet ikke godt, når et anlægsloft dikteret af Christiansborg sætter en barriere op, der gør det umuligt at bygge nyt.

Skanderborg er et lille smørhul med en sund økonomi – skulle man tro. Men når en udligningsreform snupper så stor en del af kagen, at velfærdsniveauet i vores kommune ligger på niveau med eller under niveauet i de kommuner, der modtager udligningskroner, så er det også bestemt af politikerne på Christiansborg.

Har dit barn særlige behov, håber du, at den lokale folkeskole kan tage hånd om det. Men i Skanderborg har vi netop snuppet millioner til inklusion i folkeskolen for at dække et hul hos specialskolerne.

Bliver du alvorligt syg og har brug for specialistbehandling, så forventer du at finde de bedste læger og sygeplejersker på Aarhus Universitetshospital. Men lige nu er det et sygt sygehus, der skal spare i en grad, så varme hænder bliver sagt op og forsvinder og de, der er tilbage, skal håndtere et arbejdspres, så de risikerer at gå kolde. Her havde Christiansborg magt til at gøre noget, men ikke agt.

Spares skal der også i Landsbyen Sølund, hvor pårørende må se til, mens de allersvageste i vores samfund får skåret deres glæder helt ind til benet, fordi KKRs sociale rammeaftaler gør det umuligt at få budgettet til at hænge sammen.

Værn om demokratiet

Tak kære folketingskandidater, der valgte at prioritere jeres pressede tid og tog ud på et lille lokalt bryghus for at bruge et par timer i selskab med en lille flok på 25 læsere af en lokale ugeavis. Det var skønt at se jer i øjnene og høre, hvad i står for.

Og tak til jer kære læsere, der mødte op og benyttede lejligheden til at fortælle politikerne om det, der optager jer, og blive klogere på det, politikerne har at byde på.

Valget ER vigtigt. Værn om vores dejlige demokrati: Stem 5. juni, så du har muligheden for at være med til at bestemme, hvem der skal sidde på Christiansborg de næste fire år.

Med venlig hilsen

Grethe Bo Madsen

Lokalredaktør